Vi har brug for en ny tone…

Så blev folketingsvalget endeligt skudt i gang …. Det er tid til forandring.

HåbJeg er vokset op med Den Gyldne Regel klingende i mine øre ”Behandl andre, som du selv ønsker at blive behandlet”.

Selvom jeg godt ved, at det for mange mennesker blot er slidte ord, de har hørt tusindvis af gange og som henover årene mere er blevet en floskel end et mantra, så undrer det mig altså, at retorikken i dansk politik er blevet så rå og kold.

For uanset hvad, så tror jeg på, at Den Gyldne Regel dybest set bor i os alle og jeg er slet ikke i tvivl om, at de fleste politikere mere end én gang har brugt ordene i opdragelsen af deres børn.

Men hvorfor er det så, at når de tager deres politiske frakke på og går ud af den private hoveddør, så glemmer de alt om, hvad de lige har belært deres børn om?

Hvorfor er det, at de med den politiske frakke på pludselig finder det legitimt at spærre mennesker med handicap inde bag nogle umenneskelige mure, der betyder, at de må leve under vilkår, som hverken politikerne eller andre i ”normal” samfundet ville bryde sig om at leve under.

For blot at nævne nogle få af de vilkår mennesker med handicap lever under….

     – Den manglende lovbestemte ret til ledsagelse under fritid og ferie, der betyder, at mange mennesker med handicap har meget begrænsede muligheder for at leve et aktivt liv på egne præmisser. Tænk hvis du kun havde mulighed for at forlade dit hjem i 4-8 timer om måneden for at dyrke sport, gå på cafe, i biografen eller til koncert og aldrig havde mulighed for at komme på ferie.

     – Beslutningen om, at mennesker med handicap ikke har ret til et fritidstilbud, hvis de bor på et bosted. Mon en politiker ville synes om kun at måtte socialisere med deres naboer….? Så må man godt nok krydse fingre for, at det er nogle udadvendte og sjove naboer…. ellers kan det hurtigt blive anstrengende at skulle tilbringe sin fritid med de samme mennesker dag efter dag. Alternativet er nemlig at sidde alene og kukkelure i sin lejlighed.

     – Eller hvad med retten til selv at bestemme, hvor du vil bo. Det lyder naturligvis meget godt, hvis ikke lige det var fordi, bestemmelserne hverken er præcise eller uddybende. Lovgivningen giver nemlig kommunerne mulighed for at visitere mennesker med handicap til midlertidige botilbud – også selvom de er oplagte til længerevarende botilbud. Den lille forskel er blot, at i et midlertidigt botilbud, har borgeren af en eller anden grund ikke retten til at bestemme selv. Så kunne man jo mene, at der i ordet ’midlertidig’ lå en eller anden fastsat tidsbegrænsning med den er bare ikke fastsat ved lov og derfor er det en åben invitation for samvittighedsløse kommuner at benytte sig heraf. Altså at visitere mennesker med handicap til midlertidige botilbud for at sikre, at borgeren ikke kan vælge botilbud i andre kommuner. Smart ikke??

     – Og så er der selvfølgelig lige det med frit at kunne vælge, hvor man har lyst til at gå i skole og klub eller hvilket dag- og værkstedstilbud, man har lyst til. Med kommunernes indførelse af serviceniveauer og kvalitetsstandarder har de indført en ny metode til at omgå Serviceloven på – formentlig i forsøget på at legitimere de forringede vilkår for mennesker med handicap. For eksempel ved at indføre kommunale regler om ikke at ville købe tilbud i andre kommuner. Det er en voldsom forringelse af valgmulighederne for mennesker med handicap, der jo i forvejen ikke har synderlig mange skole- eller fritidsmuligheder at vælge imellem.

Der er en masse fine politiske hensigter og intentioner. Bare ingen som rigtig gør noget for at få dem implementeret i kommunerne. Landspolitikerne har med kommunalreformen og kommunernes selvstyre fået en god undskyldning til at vaske deres hænder, når medierne hiver den ene rystende sag frem efter den anden. De trækker deres fine love og bestemmelser op af hatten og forsvarer sig med, at det altså er kommunerne, der er syndebukken her, mens kommunerne svarer igen med, at Christiansborg ikke bare kan forvente lovene implementeret uden en pose penge oveni. Og sådan flyver ordene frem og tilbage i en kold og kynisk tone, som åbenbart er blevet legal at bruge, når det handler om mennesker med handicap. Og på sidelinjen sidder de handicappede og deres familier magtesløse og ser på, at politikerne med skræmmende kølighed reducerer dem til udgiftsposter i et budget.

Det er trist, når der går så meget politik i den, at mennesket bag den enkelte politiker går tabt. Når anstændigheden går tabt. Det er trist, at de i kampens hede glemmer, at tallene ikke bare er tal i et budget, men tal, der rent faktisk fortæller noget om, at der i vores samfund er mennesker, der er fuldkommen afhængige af andres hjælp for at få et godt og indholdsrigt liv. At der findes familier, der ikke kan få hverdagen med et handicappet barn til at hænge sammen uden hjælp fra det offentlige.

Jeg er sikker på, at selv de mest kyniske af politikerne ville skamme sig frygteligt, hvis deres børn voksede op og talte som dem?

De burde måske tænke lidt over, hvad det er for en tone, vi lærer børn og unge i Danmark at bruge overfor andre mennesker. Den er absolut ikke respektfuld. der åbenbart er blevet legal at bruge, når det handler om mennesker med handicap.

Om kommunalreformen er roden til alt ondt, ved jeg ikke, men den har uden tvivl vist os, at ansvaret for det specialiserede område bestemt ikke hører hjemme hos kommunerne. Det ansvar har de simpelthen ikke kunnet løfte og der er heller ikke noget som helst, der tyder på, at de henad vejen vil blive bedre til det.

Jeg tror desværre, at vi må konstatere, at det er den generelle holdning til handicappede, den er helt gal med. Den kølige tone der nærmest uden undtagelse følger i kølvandet på KL og landspolitikerne, når de diskuterer handicap politiske emner, vidner ubarmhjertigt om, at vi mere bevæger os i retningen af tidligere tiders uværdige behandling af handicappede end i den mere humane retning, som handicap politikken bevægede sig i, inden kommunalreformen gjorde sit indtog i Danmark. De hårde kyniske ord og den kølige tone, er ikke til at tage fejl af. Ligesom de mange rystende personsager, der som en lind strøm vælter frem i medierne, vidner herom.

Det der egentlig er mest skræmmende, er, at ingen gør noget for at pakke den hårde holdning ind i pæne ord. Budskabene er rå og kontakte, som da Kommunernes Landsforening (KL) i januar 2015 iskoldt meldte ud, at ”handicappede ikke har ret til ledsaget ferie”.

Det ubarmhjertige i det kontante svar er naturligvis, at så kommer én, der ikke kan rejse på ferie alene grundet sit handicap, ALDRIG nogensinde ud at opleve verden….?

Hvad ville du sige til det?

 

Så mit håb er, at dette valg bliver vendepunktet.

At vi får handicap politikken tilbage på rette spor. At holdningen til mennesker med handicap ændres radikalt, så dialogen fremover foregår i en ordentlig og anstændig tone. Og så håber jeg, at når politikerne tager deres politiske frakke på og træder ud af den private hoveddør, at de husker på ordene:

Behandl andre, som du selv ønsker at blive behandlet

Mennesker med handicap, er mennesker som du og jeg. De er mennesker med følelser, ønsker og drømme for deres liv.

Så tal ordentligt!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *