Tiden efter operationen

Da de første par måneder efter operationen var gået, og Mads stadigvæk ikke havde haft anfald, begyndte vi at kunne mærke forskellen. Tidligere havde vores hverdag udelukkende drejet sig om Mads’ epilepsi, om medicinregulering og anfald, men efter hjemkomsten fra USA fik vi pludselig en hverdag med et helt andet indhold. Selvfølgelig gik vi hele tiden med bekymringer om, om anfaldene ville komme tilbage, men eftersom de udeblev, kunne vi, for første gang siden Mads blev født, lave ting, som en helt ‘almindelig’ familie. Vi legede og hyggede med Mads i flere timer uden at blive afbrudt af anfald, og frygten for det næste anfald gled derfor, som månederne gik, mere og mere i baggrunden. Følelsen af at været kommet igennem det værste helvede var ubeskrivelig, og som ved et trylleslag kunne jeg pludselig glæde mig over de små ting i hverdagen, som anfaldene tidligere havde overskygget. Bare det at kunne gå en tur på Strøget med Mads i barnevognen og lade søde, gamle damer beundre min dejlige søn uden frygten, for at han, midt i deres begejstring over hans kønne øjne, skulle få et anfald, var opløftende og helt fantastisk, at jeg brugte vores gå- og shoppingture til at indhente alt det, jeg følte, at jeg, på grund af Mads’ mange anfald, tidligere var blevet frarøvet. Jeg nød, når folk kiggede på Mads, for han var en fantastisk køn lille dreng, og deres smilende blikke og søde kommentarer varmede mere end, jeg tror, nogen anede. Ikke fordi jeg direkte søgte bekræftelse via min søn, men fordi jeg nu oprigtigt kunne nyde min dreng og den positive opmærksomhed, jeg fik på grund af ham. Frygten for et anfald fyldte ikke så meget mere, og det pludselig at kunne tage åbent imod andres respons, gav mig det, som enhver nybagt mor nyder. Nemlig at vise omverdenen, hvilket dejligt og helt enestående barn man har fået.

     Men også det at bade Mads og give ham mad uden afbrydelser var en helt ubeskrivelig følelse. Tænk, at jeg nu kunne gå ud i køkkenet uden hele tiden at skulle bekymre mig om, hvorvidt Mads, mens jeg lavede mad, fik et anfald eller ej. Jeg behøvede ikke længere at fare ind i stuen hvert minut eller ved hver eneste mistænkelige lyd, han lavede. Han kunne ligge og lege med sit legetøj i længere tid af gangen, hvilket gav mig nogle tiltrængte pauser i løbet af dagen. Og som tiden gik, var det netop disse små, nye opdagelser, der fortalte mig, hvilket pres der konstant havde hvilet på mine skuldre inden operationen. Og for første gang kunne jeg mærke en tung byrde falde bort.

     Mads var som forvandlet. Nu ikke blot lignede han en almindelig dreng, han opførte sig også som én. Han smilte og pludrede som alle andre små børn, og selvom han havde en hel del at skulle indhente, så gjorde han hele tiden små fremskridt. Udviklingen gik godt nok ikke hurtigt, men eftersom hans første ti levemåneder mere eller mindre var foregået i en sovende, eller mere korrekt i en dopet, tilstand, var der jo også meget, han først nu skulle til at sanse og lære. Det var ligesom en helt ny verden, der åbnede sig for ham, og han sugede alle indtryk til sig.

     Men i og med at Peter Uldall havde vist os diverse udviklingsskemaer over andre opererede børn, fik vi, som månederne gik, hurtigt skruet vores forventninger op til et niveau, som i dag synes temmelig urealistisk. Men det var svært ikke at tænke på fremtiden. Det var svært ikke at håbe på, at operationen havde gjort Mads rask, for vi kunne jo alle se, hvilken gevinst det var for Mads at være sluppet af med anfaldene, så naivt troede vi, at der ikke skulle mere til end at blive anfaldsfri for, at vores søn med tiden ville blive, som de andre børn. Det hjalp heller ikke på forventningerne, at Peter også var yderst positiv omkring Mads’ fremtid. Så vi gik alle og ventede og håbede. Ventede på, at udviklingen skulle tage til. Og håbede på, at Mads snart ville nærme sig en alderssvarende udvikling. Jeg fyldte mit hoved med drømmebilleder af Mads og jeg. Nogle gange tumlede vi rundt på gulvet, mens lokalet fyldtes af hans fine, lille stemme og hans klukkende latter. Andre gange kom vi gående hånd i hånd, og billedet af en glad, hoppende dreng ved min side varmede hele min krop. Faktisk havde jeg allerede store forventninger om, at Mads ville kunne gå, når vi et år efter operationen skulle til kontrol i USA.

     Men da tiden nærmede sig, og Mads først lige havde lært at sidde uden støtte, kunne jeg jo godt se, at mine forventninger havde været en anelse opskruede. Det gjorde ondt at erkende, at jeg havde været urealistisk. At jeg havde forventet for meget. Og indeni græd jeg af skuffelse. Dels over mig selv, fordi jeg havde tilladt mig at håbe for meget, men også over at Mads ikke havde indfriet mine forventninger. Efter gråden, kom vreden og den dårlige samvittighed.

     Du er godt nok en ussel mor, vrissede jeg fordømmende af mig selv.

     Det er for pokker da ikke hans skyld, at han ikke kan gå, blev jeg ved.

     Hvis det er nogens skyld, er det sgu da min, tænkte jeg ondt.

     Den dårlige samvittighed søgte jeg at neutralisere ved at overøse Mads med min kærlighed, og det hjalp da også efter nogen tid, specielt fordi jeg hurtigt fandt noget andet at søge trøst i. Mads var nemlig så småt begyndt at tale, så jeg overbeviste mig selv om, at Mads nok bare havde brugt sine ressourcer på det frem for på den fysiske udvikling. At han senere nok skulle lære at gå. Og det blev derfor sproget, jeg koncentrerede mig om. Som jeg i stedet for byggede mine forventninger op omkring. Endelig var der et område, som ikke krævede ekstra træning. Endelig var der noget, som var normalt. Glæden fik mig næsten til at glemme alt det, han ikke kunne. Alt det, som jeg brugte min energi på at træne og stimulere. Selvfølgelig kunne jeg godt se, hvilke områder han var bagud på, men han kunne jo ikke gøre fremskridt på dem alle. Når han havde fået styr på sproget, ville det andet sikkert komme af sig selv. Det var jeg sikker på. Det overbeviste jeg i hvert fald mig selv om. Måske fordi en erkendelse af, at det ville tage meget længere tid, gjorde for ondt. Det var nemmere at tackle, når jeg tog sorgerne og bekymringerne i små bidder. Så da vi et år efter operationen igen sad i flyveren på vej til USA, var det med håb og forventninger om, at Mads nok skulle indhente det hele. Elaine havde jo haft ret med hensyn til, at han nok skulle komme til at tale. Det gjorde han jo næsten allerede nu, så hvorfor skulle hun ikke også få ret med hensyn til, at han ville komme til at gå.

     Vi havde valgt at gøre vores ophold i USA så kort som muligt. Der var jo ingen grund til at blive længere end højst nødvendigt. Dels fordi Martin havde friet til mig, og vi derfor havde et bryllup, vi skulle hjem og forberede, og fordi opholdet formentlig ville vække nogle minder, vi helst ville være foruden. De fem uger, vi tilbragte i USA i forbindelse med operationen, fremkaldte nemlig stadigvæk de forfærdelige følelser, som vi havde været fyldt op af i de uger, og behovet for at lægge tiden indtil og optil operationen bag os var stort. Vores liv med Mads var først rigtigt begyndt, da vi kom hjem efter operationen, og det ville vi nyde i fulde drag. Så når psykolog undersøgelserne og testene var overstået, ville vi bare hjem til vores nye hverdag uden anfald.

     De fem dage, opholdet varede, gik med samtaler hos neuropædiateren Elaine Wyllie, besøg på 24 timers EEG-afdelingen og forskellige psykologtest. Hver gang fortalte jeg stolt, hvor mange ord Mads nu kunne sige. Hvor dygtig han var blevet til at sidde. Jeg fremhævede alle de ting, han var blevet dygtigere til og undlod, formentlig i forsøget på at ‘skjule’ de områder, hvor der ingen fremskridt var, at tale om det, han endnu ikke kunne. Men jeg burde, af erfaring fra de danske psykologtest, have vidst, at sådanne tests desværre ikke skåner én for at se sandheden i øjnene. At testene naturligvis bevæger sig ind på alle udviklingsområder, og derfor efterlader én med et ubarmhjertigt skema over de fejl og mangler ens barn har. Jeg fik hårdt og kontant smasket de kolde facts op i mit ansigt, og det blev derfor utroligt svært for mig at fastholde den positive indstilling indeni, som jeg indtil da havde holdt fast i. Det var en indre kamp, jeg ingen chance havde for at vinde. Uanset hvor meget jeg end ville, var det ikke nemt at negligere resultaterne. Mads havde inden et års kontrollen i USA været gennem to test i Danmark med et halvt års mellemrum, og selvom de selvfølgelig også havde peget på, hvilke områder Mads haltede bagud på, havde resultatet alligevel ikke ramt mig så hårdt, som dette nu gjorde. For i Danmark havde psykologen og Peter Uldall hele tiden slået det hen med, at Mads jo også lige skulle komme til hægterne igen. At testene endnu ikke gav noget klart billede af, hvor langt han ville nå. Men i USA var det anderledes, for jeg havde nok et eller andet sted troet og håbet, at lægerne og psykologerne ville klappe i hænderne af begejstring over Mads’ fremskridt. At de ville give mig sikre garantier for, at Mads nok skulle blive helt ‘normal’. At operationen ikke kun havde været vellykket med hensyn til anfaldene, men også havde givet ham nogle gode fremtidsudsigter. Og da de ikke gjorde det, ramte resultaterne af de amerikanske tests hårdere. De væltede mig fuldstændig omkuld. Fik mig for første gang til at indse, at Mads af uforklarlige årsager ikke havde udviklet sig med samme fart, som mange af de andre opererede børn havde. Men det var hverken stedet eller tidspunktet at bryde sammen, så jeg forsøgte at ignorere de hårde facts. Jeg forsøgte at fastholde, at Mads nok bare havde brug for mere tid. Og på en eller anden måde kom jeg gennem dagene uden, at nogen lagde mærke til, hvad der foregik inden i mig. Jeg var nødt til at tro på, at han ville indhente det hele. Andet kunne jeg ikke magte at tænke på.

     Da vi atter var hjemme i Danmark, fandt vi hurtigt vores rytme igen. Egentlig talte vi ikke så meget om opholdet i USA, for et eller andet sted var vi nok begge bange for at spå for meget om Mads’ fremtid. Den var nemmere at håndtere, når vi blot lod dagene gå. Når vi blot tog en dag ad gangen. Men det var selvfølgelig ikke altid nemt, for omgivelserne spurgte konstant til Mads, og til hvor langt han ville nå. Og det gjorde det naturligvis ikke lettere, at vi jo nærmest blev tvunget til at sætte ord på, hvor langt vi selv mente, han ville nå. Hvordan hans fremtid ville se ud. Men det var gisninger uden hold i, for når alt kom til alt, anede vi ikke, hvordan Mads ville udvikle sig, og som tiden gik begyndte jeg, uden rigtig selv at lægge mærke til det, at revurdere mine egne forventninger lidt. Nu hed det ikke, når folk spurgte, at Mads med tiden ville indhente det meste. At han ville blive tilnærmelsesvis normal. I stedet begyndte jeg at fremhæve nogle af de områder, som han formentlig aldrig helt ville indhente. Om det var min måde at forberede mig selv på, at Mads alligevel ikke blev den ‘normale’ dreng, jeg dybest set havde overbevist mig selv om, han ville blive, ved jeg ikke. Men det var i hvert fald en nødvendighed, for ikke at blive skuffet og ked af det, når Mads ikke lige indfriede mine forventninger med den hast, jeg havde forestillet mig, at han ville.

I august 1997 begyndte Mads i en specialbørnehave, knap et halvt år efter operationen i USA. Egentlig havde jeg det ikke specielt godt med at skulle aflevere ham til fremmede mennesker, for indtil nu havde jeg ikke prøvet at overlade Mads til andre end min mor. Men jeg vidste, at jeg ikke kunne blive ved med at holde Mads hjemme, og at jeg, såvel som han, nok havde godt af at løsrive os fra hinanden nogle timer om dagen.

     Jeg brugte to uger på at køre ham ind i børnehavemiljøet og forsøgte på bedste vis at finde troen på, at andre kunne tage sig af ham frem. Men det var ikke nemt. Alt det, vi havde været igennem de sidste 15 måneder, sad fortsat som et mareridtsagtigt minde i min hukommelse. Oplevelserne var som brændt ind i min sjæl. Det tomrum af afmagt, frustration og dyb sorg jeg havde befundet mig i, og som jeg undertiden stadig blev overmandet af, havde sat sine spor. Jeg stolede ikke på andre. Følte mig ikke sikker på, at andre end jeg kunne tackle eventuelle anfald. Det var jo ikke særlig lang tid, siden operationen havde fundet sted, og vi kunne selvfølgelig ikke være helt sikre på, at der aldrig kom flere anfald. Derfor var det vigtigt for mig, at personalet blev informeret om, hvordan anfaldene så ud, hvor længe de varede, og hvad de skulle gøre, hvis Mads fik et anfald. Men det var en vanskelig opgave.

     Hvordan skulle jeg med ord kunne beskrive det anfaldshelvede, Mads havde været fanget i indtil operationen i USA?

     Hvordan skulle jeg kort og præcist forklare personalet, hvad de skulle være opmærksomme på? Hvordan de kunne se, at et anfald var på vej?

     Det føltes håbløst. Der havde jo været så mange variationer af anfald, at de nærmest var umulige at beskrive. Mads havde haft alt lige fra stirren med øjnene, blink, øjendrejning, små ryk i en eller begge hænder, spændte ben, ryk i et eller begge ben, krum ryg, stiv krop, slap krop, hoveddrejning, ryk med hovedet, gryntelyde, grinelyde, forvrænget mund, fråde om munden, indad drejet fødder, rytmiske ryk i enten arme, ben eller begge, korte anfald, lange anfald, enkeltstående anfald og serier af anfald. Nogle gange havde han været blå om munden og rød i hovedet på grund af manglende ilt til hjernen, og andre gange havde hans ilttilførelse ikke været påvirket, ligesom han nogle gange ikke havde været ved bevidsthed, mens han andre gange havde været helt klar over, at der skete noget underligt noget med ham.

     Den lange beskrivelse af anfaldene blev nedfældet i Mads’ børnehavejournal, mens jeg på små lapper kort beskrev proceduren i tilfælde af nye anfald. Lapperne lagde jeg i to små poser sammen med en tube kloralhydrat, som var det eneste, vi havde haft succes med til at stoppe de lange anfald. Poserne blev lagt henholdsvis i Mads’ taske og i skabet med de andre børns medicin, så der altid var én i nærheden. Men til min gru fandt jeg snart ud af, at det ikke kun var personalet på stuen og hans kontaktpædagog, som skulle informeres om anfaldene. Der var også alle de andre pædagoger i børnehaven, vikarerne, fysioterapeuten og ergoterapeuten, som alle indimellem havde med Mads at gøre. Derudover skulle buschaufføren, som hentede Mads om morgenen, og de chauffører, der i forbindelse med sygdom og ferie vikarierede for Mads’ faste chauffør, informeres og udstyres med en pose. Igen og igen måtte jeg gennem den samme beskrivelse og gennemgang af proceduren, og fordi jeg var så angst for, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre, tjekkede jeg dem jævnligt.

     Jeg er uden tvivl blevet opfattet som en yderst hysterisk og mistroisk mor, og det var jeg måske også, men det var ikke helt uden grund, at jeg tjekkede personalet så meget, som jeg gjorde: Der var et tilfælde med en dreng på Mads’ stue, som under et voldsomt anfald ikke fik sin Stesolid, fordi personalet i en tilstand af chok ikke kunne finde medicinen. Først da drengens mor ankom til børnehaven og fandt sin søn helt blå i hovedet, blev der ringet efter en ambulance. Og det af moderen selv. Kort efter den episode tjekkede jeg dem jævnligt, og til min store frygt og ophidselse opdagede jeg, at personalet ikke altid vidste, hvor mine hjemmelavede ‘nødhjælpsposer’ lå. Dette udløste et voldsomt raseri hos mig, idet jeg med det samme så den værst tænkelige situation for mig. Nemlig at Mads fik et anfald, som krævede kloralhydrat, og at personalet blot lod ham ligge alene tilbage, mens de forvirrede farede rundt for at finde den lille tube. Jeg talte med så hårde og nedsættende ord, at de i lang tid derefter gjorde alt for at genskabe den spinkle tillid til dem, tiden havde udrustet mig med. Det havde godt nok ikke været en oprigtig tillid, for den var mere eller mindre kommet under tvang. Et eller andet sted havde jeg jo været tvunget til at stole på dem, når jeg overlod ansvaret for Mads til dem i dagtimerne. Jeg havde været tvunget til at tro på, at Mads var tryg i deres hænder. Ellers havde jeg ikke kunnet aflevere ham der.

     Men tilliden blev aldrig helt genskabt. Egentlig havde jeg kun stolet på to af medarbejderne i børnehaven. Mads’ kontaktpædagog og hans fysioterapeut. Men de var der jo ikke altid, så jeg vidste, at Mads også var i hænderne på nogle af dem, jeg bestemt ikke stolede på. Det foruroligede mig en del og gav mig mange søvnløse nætter.

     Og samtidig fornemmede jeg også, at mange af de ansatte nærmest lullede sig selv i søvn på grund af de forholdsvise dårlige børn, der klart var i overtal i børnehaven. De dårligste børn stillede nemlig ikke så store krav. De var nemme at ‘overse’, i og med at mange af dem både var blinde, døve og svært psykisk handicappede, så de kunne nemt stilles i et hjørne uden, at de brokkede sig eller ytrede ønske om aktivering. Selvfølgelig var ikke hele personalet lige slemme. Der var stor forskel. Nogle forsøgte virkelig at aktivere og motivere børnene. De var udfarende og energiske, mens andre nærmest overlod børnene til sig selv i en stol og med et eller andet ligegyldigt legetøjsstativ foran sig. Det var hårdt at se på. Jeg kom hver dag i børnehaven og hentede Mads og så derfor meget mere til børnenes hverdag, end mange af de andre forældre gjorde. For største parten af forældrene benyttede sig af tilbuddet om bushjemkørsel og kom derfor sjældent i børnehaven. Derfor oplevede jeg også tit, at et barns behov for opmærksomhed, aktivering eller et bestemt stykke legetøj, blev negligeret totalt, idet barnet ikke fik pædagogens fulde opmærksomhed, som det krævede, for at kunne blive forstået. Ofte havde pædagogerne travlt med at snakke med en kollega, eller også gad de ikke lige at rejse sig i en given situation. Det eneste, jeg kunne glæde mig over, var, at Mads bestemt ikke ville finde sig i at blive overset eller negligeret. Han ville aldrig affinde sig med at blive passiviseret i en stol og med et ligegyldigt stykke legetøj foran sig. Han ville med garanti protestere højlydt, og det gav mig en eller anden form for sikkerhed at vide. Samtidig var han en køn, lille, nuttet dreng uden synlige spor i ansigtet af sit handicap, hvilket gjorde, at han ofte fik mere opmærksomhed end de andre børn. Det var jeg naturligvis glad for, men det levnede ikke megen sympati for størstedelen af personalet. Inderst inde ville jeg godt have kæmpet for alle børnene i børnehaven, men jeg havde nok at se til med Mads. Jeg havde nok at gøre med at sikre, at han fik nogle tålelige forhold i sin hverdag.

Kort efter at Mads startede i børnehaven, påbegyndte jeg min uddannelse til folkeskolelærer på Københavns Dag- og Aftenseminarium. Seminariet var en noget anden verden end den, jeg indtil da havde befundet mig i. Siden jeg fik Mads, havde jeg nærmest kun været omgivet af folk, hvis tilknytning til handicapområdet enten havde været behandler eller forældre til et handicappet barn. I dette miljø havde jeg ikke følt mig så anderledes, som jeg gjorde på seminariet.

     Min klasse var en blanding af meget forskellige mennesker i alle aldre. Nogle kom nærmest lige fra gymnasiet. De var unge og uerfarne, fulde af energi og livsmod. Andre havde prøvet noget mere. De havde arbejdet, uddannet sig og rejst rundt i verden. Den sidste del bestod af de lidt ældre. De havde virkelig nogle gode oplevelser og erfaringer med i bagagen, og idet mange af dem også havde børn, var det umiddelbart dem, jeg havde mest tilfælles med. Men selvom der var stor forskel på mine klassekammerater, havde de dog det tilfælles, at de alle var i gang med at skabe deres egen fremtid, mens jeg derimod udelukkende var i færd med at bygge min fremtid op omkring Mads’ behov. At jeg var mor til et handicappet barn, følte jeg, overskyggede alt andet. Selvom jeg også havde arbejdet, uddannet mig, rejst og oplevet en masse ting, befandt jeg mig et eller andet sted midt imellem – eller udenfor. Jeg var anderledes. Ikke som de andre. Det mærkede jeg hurtigt. Måske var det ikke så synligt for mine klassekammerater, for jeg forsøgte virkelig at skjule det. Når vi sad i kantinen i pauserne eller lavede opgaver sammen, kæmpede jeg en brav kamp for ikke at skille mig alt for meget ud. Men inden i følte jeg forskellen som en kold spand vand. Alt det, de andre grinede højlydt af, fik kun smilet frem på mine læber og mange gange kun af ren og skær pligt. Jeg følte ikke, at der var noget at grine af. Livet var bestemt ikke særligt morsomt, syntes jeg. Når jeg blev spurgt om, hvad jeg havde lavet efter gymnasiet, var det med en ligegyldighed, jeg berettede. Fortidens ungdomsoplevelser som rejser, jobs, kærester og byture fyldte ikke særligt meget hos mig. Det var Mads, det gjaldt nu. Mit liv skulle vies til ham. Hvad der derudover blev plads til, måtte tiden vise. Det skulle bare ikke være på bekostning af ham. Han skulle ikke miste mit fokus på ham. Aldrig nogensinde.

     For mig handlede det hele kun om at være der for Mads. Give ham de bedst mulige betingelser for et trygt og velfungerende liv. Hvad jeg inderst inde ville eller havde lyst til, betød intet for mig. Det bildte jeg i hvert fald mig selv ind. Jeg handlede kun ud fra, hvad der var godt for Mads. Jeg tænkte næsten aldrig på, hvad jeg havde lyst til, og gjorde endnu mere sjældent noget for mig selv. Jeg tillod mig ikke megen sjov og fornøjelse. Det følte jeg ikke, at jeg kunne tillade mig, når jeg havde et handicappet barn derhjemme. Så resultatet blev, at jeg i starten af læreruddannelsen afskar mig fra alt det sjove på seminariet. Jeg deltog stort set aldrig i det sociale liv, og da jeg ikke ville være væk fra Mads i en hel weekend, meldte jeg også afbud til introturen, ligesom jeg heller ikke deltog i festerne og fredagsbaren på seminariet. Jeg gik der kun for at få min læreruddannelse, idet jeg mente, at et job som skolelærer måtte være det bedste og nemmeste i forhold til Mads. Skrønen om korte arbejdsdage, lange ferier og fleksibel forberedelsestid var blandt andet en af årsagerne til, at jeg søgte ind på lærerseminariet.

     Et eller andet sted tro jeg, at min tilbageholdenhed med at more mig, grine og deltage i det sociale liv mere handlede om, at jeg straffede mig selv, end om at jeg ikke havde lyst. For de få gange, hvor jeg tillod mig selv at føle, blev jeg overvældet af en voldsom dårlig samvittighed.

     Hvad fanden bilder du dig egentlig ind, snerrede jeg for mig selv.

     Din søn kæmper for at få et liv og en værdig fremtid, og så render du rundt og er glad.

     Det kan du simpelthen ikke tillade dig, blev jeg fordømmende ved.

     Så når jeg tog mig selv i at nynne med på en sang, eller når jeg opdagede, at jeg blev i godt humør af en melodi i bilradioen, skyndte jeg mig at slukke for musikken. De sange, jeg kunne identificere mig med, var ikke lige nogen, man blev i godt humør af eller kunne danse til. Og i lang tid havde jeg det faktisk sådan, at jeg ikke turde tænde for musikken af frygt for, at jeg følelsesmæssigt ville blive fanget af en glad melodi. Min skyldfølelse var nemlig stor, og jeg led forfærdeligt under den. Der var ingen andre end mig selv, jeg kunne give skylden for Mads’ vanskeligheder og mangler. Der var ikke noget, jeg kunne pege på, som kunne forklare, hvorfor han ikke var rask. Det var mig, der havde båret på ham i 9 måneder. Derfor lagde jeg al skylden på mig selv. Derfor gav jeg mig selv et liv uden andet indhold og glæde end det, Mads gav mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *