Har vi nu også brug for al den hjælp?

Kan du huske den tid, da dit barn var 0-3 år gammel og havde brug for hjælp til alle ting. Hvor du sov med babyalarm og blev vækket flere gange i løbet af natten og derfor aldrig fik en ordentlig nats søvn. Dengang dit barn blev syg første gang og fik rigtig høj feber. Husker du frygten, da du intet kunne stille op og bare følte dig fuldkommen magtesløs?

Husker du dengang da du slæbte rundt på dit barn og fik ondt i hofte og ryg, fordi dit barn begyndte at veje mere og mere. Og dengang da du skulle hjælpe med bleskift og toiletbesøg, spisning, badning, påklædning og du ikke kunne gå uden for en dør uden en barnepige eller da du ved festlige lejligheder aldrig fik mulighed for at sidde og snakke med de andre voksne, fordi du skulle passe på dit barn.

Og husk så tiden, da dit barn begyndte at kunne flere og flere ting. Lettelsen du følte, da det hele blev bare lidt nemmere. Da du ikke længere skulle hjælpe med alt. Da du pludselig kunne sidde og snakke med de andre voksne, mens dit barn legede alene med de andre børn. Eller første gang du kunne lade dit barn være alene hjemme, da det kunne tage bussen selv. Da dit barn kunne cykle i skole, eller tage toget hjem til mormor. Da du kunne gå ud og handle ind – HELT ALENE.

Prøv så at forestille dig, hvis det aldrig blev lettere end dengang dit barn var 0-3 år. Hvis den tid fortsatte i en uendelighed og du aldrig fik bare lidt af din frihed og voksentid tilbage henover årene.

Sådan er det hos rigtig mange handicap familier. Det bliver på ingen måde lettere med årene. Tværtimod. Det bliver tungere og hårdere i takt med, at dit barn bliver ældre og fysisk større og måske får flere tillægshandicap oveni.

Så undskyld mig, at jeg er ved at være træt af hele tiden at skulle forsvare, hvorfor jeg nu også har brug for ”al den hjælp”?

Hvis bare politikerne vidste, hvor tung en opgave det er at stå med et handicappet barn. Hvor stor en samfundsopgave det ville være, hvis hovedparten af alle forældre kastede håndklædet i ringen og sagde: ”Vi kan ikke klare det mere”. Så ville de måske alle sammen forstå, hvilken opgave det er, vi forældre til handicappede børn løfter HVER eneste dag.

De skulle bare vide, hvordan det er at stå som nybagte forældre til et handicappet barn og opleve, hvordan 9 måneders glædelig venten og planlægning fra den ene dag til den anden bliver erstattet af sorg og frygt, uvished og magtesløshed. Hvordan ens hjerte bliver flået ud af kroppen, hvordan kærligheden og beskytter trangen til dit barn, er ved at tage livet af dig samtidig med, at du skal forholde sig til et ikke særligt omfavnende system.

Hvis bare de gad sætte sig ind i, hvordan livet og hverdagen ser ud for os med handicappede børn og voksne….. så ville sparekniven måske ikke føles så ubarmhjertig.

 

Jeg ved selvfølgelig godt, at politik er mere kompliceret end som så og at udgifterne på handicapområdet kan virke voldsomme, fordi de skal spredes ud på en forholdsmæssig lille gruppe mennesker, men jeg ville ønske, at politik kunne simplificeres, så fokusset på den enkelte borger ikke druknede i valgflæsk og politiske skænderier om, hvem der skal betale regningen.

Og jeg ville ønske, at fokusset på den enkelte borger blev mere synligt.

For når man selv står midt i det, er det ufatteligt svært at forstå, at der overhovedet er nogen, der kan finde på at klage over, at netop den post er for dyr eller at der er nogen, der kan finde på at stille spørgsmålstegn ved, om ”al den hjælp” nu også er nødvendig.

Det er svært at forstå, at der er nogen, der kan finde på at gennemføre besparelser på et område, der vedrører så sårbar en samfundsgruppe. At der er nogen, der kan finde på at vende ryggen til, så de er fri for at skulle forholde sig til, hvordan besparelserne rammer eller for den sags skyld kan finde på at gemme sig bag udtalelsen ”Jeg kan ikke forholde mig til enkelt sager”.

Nogle politikere vil måske påstå, at det er nødvendigt at forholde sig så kynisk for overhovedet at kunne få det hele til at løbe rundt. At de ikke ville kunne gøre deres job godt nok, hvis de involverede sig personligt i alle forhold. Men alligevel…..

Det er vel netop i enkel sagerne, at politikerne kan se lovene udspille sig. Det er vel i enkelt sagerne, at de kan se, om lovene virker efter hensigten.

Så det er hyklerisk, når politikere ikke vil forholde sig til enkelt sager med det argument, at de ikke må.

For de kunne jo forholde sig til de enkelte sager, inden de når mediernes søgelys, i stedet for at vente med at forholde sig til dem til de bliver konfronteret offentligt med resultatet af deres ”nænsomme” sparekniv.

Det virker ind imellem, som om de handicappede blot er et tal i det kommunale budget, som uden nærmere omtanke sønderlemmes på forhandlingsbordet alt i mens politikerne på Christiansborg pakker endnu flere besparelser på området ind i fine favnende intentioner, mens de krydser fingre for, at ingen opdager, hvad der er i ”pakken”.

Når deres virkelighed vitterlig ikke når længere ud end til Christiansborgs mure.

Glemmer de, at den virkelighed vi andre lever i, er underlagt det kommunale serviceniveau – Og at det, IKKE altid afspejler virkeligheden på Christiansborg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *