Hvad skal jeg sige til min søn….?

Bekymret 2Frygten, for den dag hvor min søn skal flytte hjemmefra, presser sig på. Han er 19 år, så inden for de næste år flytter han formentlig hjemmefra. Jeg har altid skubbet tankerne langt væk for ikke at skulle forhold mig til frygten.

Og når folk gennem årene har spurgt, hvornår han skal flytte hjemmefra, hvor han skal bo og om han nogensinde kommer til at kunne klare sig selv, har jeg altid svaret, at det er der heldigvis rigtig mange år til, så det er svært at svare på.

Men det er egentlig ikke så svært at svare på, for han flytter hjemmefra den dag, jeg ikke længere har kræfter til at passe ham. Han kommer til at bo i et døgnbemandet botilbud og nej, han kommer aldrig til at kunne klare sig selv. Så er det sagt!

Det er jo netop den slags spekulationer, som holder mig vågen om natten. Dem der gør, at jeg frygter den dag, han flytter hjemmefra.

Jeg ved ikke rigtig, hvad det er, jeg frygter mest. Mit hoved er fyldt med alle mulige former for frygt.

Frygten for

  • ik’ at kunne finde et sted, hvor de passer godt nok på ham
  • at det er hans bosted, der en dag havner i TV-avisen eller Kontant på grund af personalesvigt
  • at han dør af et epileptisk anfald, fordi kommunen sparer hans overvågning væk eller slet ikke vil bevillige den
  • at personalet ikke kan forstå ham og han kommer til at sidde med alle sine spørgsmål indeni
  • at han får en hverdag uden nærhed som konsekvens af at skulle bo i et treholdsskifts miljø
  • at hans epilepsi medicin gør ham aggressiv, som den tidligere har gjort, og han derfor bli’r stemplet som udadreagerende, fordi personalet ikke ved, at det er bivirkninger af medicinen eller er anfaldsrelateret
  • at den viden som jeg overbringer til personalet omkring min søn, går tabt over tid, fordi der kommer nyt personale til
  • at jeg én morgen finder ham i sengen liggende i sit eget tis, fordi personalet ikke havde tid til at få ham på toilettet – eller værre at de giver ham ble på om natten
  • at personalet glemmer hans medicin eller doserer forkert
.

Mit hoved er som sagt fyldt med frygt og bekymringer – og ikke mindst frygten for hvilket liv, jeg sender ham ud til.

Hvad skal jeg sige til min søn den dag, han flytter hjemmefra?

Jeg kan jo ikke rigtig sige de berømte sætninger, som mange andre siger, når deres små bliver store og flytter hjemmefra.

     ”Verden ligger åben for dine fødder”.

     ”Ta’ et sabbatår og rejs ud og find dig selv”.

     ”Du kan blive, hvad du vil, hvis bare du tror på det”.

     ”Det er dit liv. Nu bestemmer du selv”.

.

Hvad synes du, jeg skal sige?

Her er din lejlighed. Håber du synes, den er hyggelig – for her skal du nemlig tilbringe det meste af dit liv”.

……. eller

”Hvis du er heldig, kan du få lov til at komme ud i et dagtilbud 4 dage om ugen. Og måske, hvis kommunen altså synes, du har brug for det, får du nogle ledsagertimer, så du kan komme ud og få lidt luftforandring”.

”Og med hensyn til at rejse ud og opleve verden, må du nok forberede dig på, at det kun kan blive til en 3-4 dages ferie om året, så længe du altså ikke rejser uden for Danmark. Men ved du hvad, skat – det er altså heller ikke særligt spændende at rejse ud i verdenen og opleve andre kulturer. Det er noget opreklameret p..”.

”Så værsgo. Her er dit liv min skat”.

”Jeg håber, det bli’r fyldt med frisørture, tandlægebesøg og en masse lægekontrol, så du kan komme lidt ud – for DET giver kommunen dig i det mindste ledsagelse til….”.

.

Er det DET, jeg skal sige til min søn den dag, han flytter hjemmefra? Det håber jeg godt nok ikke.

Jeg håber, at jeg som mange andre, vil kunne sende min søn ud til et spændende og indholdsrigt liv fyldt med oplevelser. Masser af oplevelser.

Jeg håber, han får så tilstrækkelig mange valgmuligheder i livet, at han aldrig ender op med følelsen af ikke at have medbestemmelse over eget liv.

Jeg håber, han får et voksenliv, der giver mening og hvor nærhed og kærlighed ikke blot er noget, der hørte barndommen til.

ER DET FOR MEGET AT HÅBE PÅ?

Måske….!! For med den kyniske handicappolitik, som vi har fået herhjemme, er der ikke megen plads til oplevelser for de mennesker, der rent faktisk lever deres liv direkte dikteret af de muligheder eller rettere manglen derpå, som politikerne giver mennesker med handicap.

Det er forfærdeligt, at politik kan reducere mennesker til beløb i et regneark. At økonomien står før mennesket. Det er sørgeligt, at det velfærdssamfund som vi en gang kunne prale af i Danmark, nu er i frit fald.

Jeg ved naturligvis godt, at det ikke kun er det specialiseret område, der er blevet ramt – der er masser derude, hvis vilkår er blevet forringet helt urimeligt og jeg kan kun håbe, at de har nogen, der vil kæmpe deres sag.

.

Så, kære Karen Ellemann

I årene der er gået, siden du sidst sad med ”magten” som Socialminister, har du, som mange andre, formentlig også fulgt med i, hvordan den ene forfærdelige sag efter den anden, er rullet henover TV skærmen.

Det kan ikke have gået dig ubemærket forbi, at en meget stor del af landets kommuner ikke magter opgaven. At de ikke magter at forvalte det specialiserede område på ordentlig vis.

Din forgænger, Manu Sareen, har faktisk banet vejen for dig. Han har givet dig mange eksempler på, at en løftet pegefinger på ingen måde er nok. De fleste kommuner er faktisk ret ligeglade med en løftet pegefinger.

Så nu, hvor du har den igen….. MAGTEN!! Er spørgsmålet blot. Hvordan har du tænkt dig at bruge den?

Det er dig, der er Socialminister. Dig, der kan gøre en forskel.

Du skulle eftersigende være hæderlig.

Det håber jeg af hele mit hjerte, at du er. For så ved jeg, at du vil tage fat om nældens rod og gøre mere end blot at løfte pegefingeren…..

Som jeg en gang skrev til Manu Sareen: Hvor mange gange siger du til dine børn ”Det må I altså ikke”  før du ændre strategi…?

.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *