Graviditet og fødsel

Før jeg blev gravid, havde jeg ofte gjort mig forestillinger om, hvordan processen op til ville være. Jeg havde set og hørt folk omkring mig tale om det i lang tid. Planlagt det. Glædet sig til det. Diskuteret om de nu også var klar til at få børn. Været uenige. I tvivl. Det var hele den proces, jeg havde forventet og set frem til, at jeg en dag selv skulle opleve. Men sådan blev det ikke.

     Min daværende kæreste, Martin, og jeg havde egentlig ikke før talt om at få børn, men en aften, hvor Martin lå i sengen og læste i en bog, havde jeg sat mig på sengekanten for at snakke lidt. Pludselig, ude af det blå, spurgte Martin, om vi ikke skulle have et barn. Jeg blev en anelse overrumplet, men smilede blot og sagde:

     »Det kan vi da godt.«

     Egentlig ville jeg gerne giftes først, men det syntes Martin ikke, at han var klar til.  Det har tit undret mig, hvor forskellige vi mennesker er. For mig var beslutningen om et barn den største, man kunne tage, hvorimod indgåelse af ægteskab blot var en kærlighedserklæring i mine øjne. Det var en beslutning, man nødvendigvis ikke var bundet af i al evighed. Gik det ikke, kunne man jo altid blive skilt. Et barn var for evigt. Man kunne jo ikke bare annullere eller returnere det, hvis det ikke gik alligevel.

     Den dag i dag fatter jeg stadigvæk ikke, hvorfor vores forskellighed ikke fik mig til at vente. Hvorfor jeg ikke holdt fast i, at jeg først ville giftes. Vi tog beslutningen, og så talte vi ikke mere om det. Der var ikke noget med at tale om vores forventninger til hinanden, om børneopdragelse eller om hvordan vores liv nu ville ændre sig. Om det var forkert, aner jeg ikke. Jeg ved heller ikke, om det ville have ændret på så meget, at vi havde talt om det først, men det føles underligt, når jeg i dag ser tilbage på beslutningsaftenen. At der ikke lå længere tids ønske om et barn til grund for Mads’ tilblivelse end en enkelt aften. En time for at være mere præcis. Men det føltes rigtigt dengang, så derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at vi da skulle have et barn. Og uanset grundlaget for Mads’ tilblivelse, så er der ingen tvivl om, at Mads var ønsket. Han var ønsket mere end noget andet. Og da beslutningen først var taget, tænkte jeg ikke på andet.

     Og gravid, det blev jeg. Det var i begyndelsen af august 1995, og jeg var vildt lykkelig. Jeg glædede mig til at blive mor. Til vi blev en familie. Til at stå med ansvaret for et lille barn. Jeg ville elske det, uanset hvad. Jeg ville blive en god mor. Det var jeg ikke i tvivl om. At jeg på det tidspunkt ikke vidste, at beslutningen ville ændre mit liv fuldstændigt, at jeg som menneske og mor skulle sættes på den hårdeste prøve, der findes, er jeg i dag egentlig glad for. Men sommetider tænker jeg på, om det ville have gjort nogen forskel, hvis jeg havde vist, at jeg ville få et handicappet barn. For en abort eller en udsættelse af graviditeten havde, hvis man tror på, at der findes en skæbne for alle, måske ikke ændret på det faktum, at jeg formentlig var bestemt til at skulle have et handicappet barn. Det er jeg nødt til at holde fast i. Jeg er nødt til at tro på, at intet kunne forhindre det. Ellers vil jeg i al evighed blive ved med at fylde mit hoved med bebrejdelser mod mig selv:

     Hvorfor ventede du ikke lidt?

     Hvorfor skulle du absolut have et barn på det tidspunkt?

     Hvorfor så du ikke, at Martin og du ikke passede sammen? Havde du set det, så ville du måske have haft et rask barn med en anden mand i dag.

     Jeg har brugt mange timer på disse tanker. Tanker, som jo et eller andet sted er fuldkommen spild af tid. De ødelægger mere, end de gavner. Men indimellem kan jeg ikke stoppe dem. Nu og da er jeg nødt til at pine mig selv med dem. Hvorfor ved jeg ikke. Men det er vel et forsøg på at straffe mig selv for noget, jeg nogle gange selv føler, at jeg er skyld i.

I begyndelsen af min graviditet havde jeg det fint. Jeg brugte mange timer på at forestille mig, hvor vidunderligt det hele ville blive. Og jeg lå tit og drømte om alle de dejlige oplevelser, som ventede på mig. Jeg lavede lange lister over, hvad vi skulle anskaffe os. Hvad vi skulle købe til barnet. Og jeg var tit i babyforretninger, hvor jeg forventningsfuldt gik rundt blandt alle de dejlige ting, mens jeg ud af øjenkrogene beundrede de andre gravide kvinder, der synligt var længere henne i deres graviditet end jeg.

     Jeg ville være i god tid med alt og havde da også mest af alt lyst til at pakke min hospitalstaske med det samme. Bare for at være forberedt. Jeg kunne selvfølgelig godt se, at det var en anelse tåbeligt, at den skulle stå ude i gangen i de næste ni måneder. Men jeg ville bare være klar med det hele, når barnet kom. Der skulle ikke mangle noget. Om jeg et eller andet sted i underbevidstheden har været klar over, at jeg i tiden efter fødslen ville få noget langt mere alvorligt at tænke på, ved jeg ikke. Men det var i hvert fald utroligt vigtigt for mig, at vi ikke skulle ud og købe de sidste ting efter fødslen. At alt var gjort klart inden.

     De første bekymringer kom godt en måned inde i graviditeten. Jeg begyndte en dag at bløde og fik nogle voldsomme jag gennem lænden. De første par timer tænkte jeg egentlig ikke så meget over det, men et eller andet fik mig alligevel til at tænke på abort.

     Måske er jeg i færd med at abortere, tænkte jeg panisk.

     Jeg fortalte straks Martin om min frygt, og vi tog med det samme på Rigshospitalet for at tjekke, om jeg virkelig var i gang med at abortere. Lægen på hospitalet forsikrede os om, at alt så fint ud. Der var hjertelyd, og det lille foster var i live. Andet kunne han ikke konstatere.

     »Så der er bestemt ingen grund til at være bekymret,« sagde han.

     Men inderst inde var jeg sikker på, at der var noget galt, og hans undersøgelse overbeviste mig overhovedet ikke om det modsatte. De næste par dage var fyldt med spekulationer om, hvorfor jeg var begyndt at bløde. Og selvom jeg forsøgte ikke at tænke for meget på det, så lurede spørgsmålene alligevel i mit baghoved:

     Var blødningen og smerterne mon barnets måde at fortælle mig, at der var noget galt?

     Var det kun indledningen til den virkelige abort, som kom lige straks?

     Jeg var ked af det og bange. Ked af det, fordi de vidunderlige uger med forventninger og udarbejdelse af indkøbslister nu føltes ødelagte, og bange, fordi jeg frygtede, at jeg ville miste det barn, jeg så længselsfuldt gik og ventede. Men der gik ikke lang tid før, jeg fik noget andet at tænke på. For kort tid efter besøget på Rigshospitalet blev jeg trukket ind i en tilstand af konstant kvalme. Jeg kastede op flere gange om dagen og var til sidst overbevist om, at jeg aldrig mere skulle opleve en dag uden kvalme. Den var kommet for at blive. Det var jeg sikker på. Dagene drejede sig nu pludselig kun om kvalmen og opkastningerne. Jeg blev sygemeldt fra mit daværende job som bilsælger og gik hvileløst rundt i en zombitilstand. Kvalmen var ulidelig, men da jeg var overbevist om, at resten af mit liv skulle leves med kvalme, forsøgte jeg at finde en rytme i hverdagen, som gjorde tingene mere tålelige. Jeg vidste, at jeg var nødt til at spise, for kvalmen blev uudholdelig, jo mere sulten jeg blev. Problemet var bare, at jeg overhovedet ikke havde lyst til at spise. Bare tanken om mad fik mig til at kaste op. Bare lugten af mad fik det til at vende sig i mig. Men det gjorde ondt at kaste op, når jeg ikke havde mad i maven, så jeg tvang mig selv til at spise, selvom det ni ud af ti gange kom op igen. Når jeg spiste aftensmad, kastede jeg ofte op to gange undervejs. Ikke særligt appetitligt, men jeg var nødt til at fortsætte, for ellers ville kvalmen bare blive voldsommere.

     Lige så hurtigt som kvalme kom, lige så hurtigt forsvandt den igen. Efter en måned med kvalme og opkast var det befriende at vågne en morgen og opdage, at jeg ikke havde kvalme mere. Den måned havde føltes som et langt mareridt. Og da kvalmen endelig var overstået, var jeg sikker på, at resten af graviditeten nu måtte blive nem. Men så kom bækkenløsningen, og jeg vidste nu med sikkerhed, at min graviditet bestemt ikke ville blive nogen vidunderlig tid. Den fantastiske graviditet, jeg havde set frem til, udviklede sig til ni meget lange måneder. Og forestillingerne om mig selv i lykkelige omstændigheder bristede. Det var fandeme ikke sjovt at være gravid, syntes jeg.

     Hvorfor havde jeg det så skidt, når alle andre omkring mig åbenbart havde haft nogle vidunderlige graviditeter?

     Der var i hvert fald ikke nogen, som skulle prøve at bilde mig ind, at en graviditet var en fantastik oplevelse. Indtil nu havde min rent ud sagt været et helvede. Jeg blev sygemeldt resten af graviditeten og gik de næste seks måneder i et sandt smertehelvede. Denne tid var simpelthen forfærdelig. Og den føltes uden ende.

     Bekymringerne steg selvfølgelig i takt med, at jeg under min graviditet hele tiden fik det værre. Jeg var overbevist om, at der måtte være noget galt med mit barn. For hvis det vitterligt var sandt, at alle andre end jeg havde haft en fantastisk graviditet, så måtte det jo betyde, at der var noget galt. Hvorfor skulle jeg ellers have det så skidt? Men jeg mødte ikke megen forståelse fra min omverden. De fleste syntes vist bare, at jeg var lettere hysterisk. At jeg spildte en masse kræfter på at gå og være bekymret. Jeg skulle i stedet for bruge min energi på noget positivt, fik jeg at vide. Men de forstod jo heller ikke, hvorfor jeg var så bange. Hvorfor jeg konstant fyldte mit hoved med bekymringer omkring mit barn. De vidste ikke, at min intuition tidligt i graviditeten havde fortalt mig, at der var noget galt med mit barn. Men der var ikke andet at gøre end at vente. Og håbe. Håbe på, at jeg unødigt havde været bange. At jeg havde taget grueligt galt. At mit barn ikke fejlede noget. Det krydsede jeg i stedet mine fingre for, selvom angsten sad i min krop i alle ni måneder.

Den 23. maj 1996 kom Mads langt om længe til verden. Graviditeten var endelig slut. Nu skulle alt det dejlige begynde.

     Mads var en helt utrolig smuk lille baby med det dejligste runde ansigt og de fineste træk, man kunne forestille sig. Og glemt var frygten for, at der var noget galt. Nu kunne jeg jo med egne øjne se, at han var perfekt. Alt var, som det skulle være. Alt så ud, som jeg havde drømt om. Ønsket mig. Jeg var lykkelig. Men lykken varede desværre kun et døgn. Så kom frygten fra graviditeten igen væltende ind over mig.

     Når jeg ammede Mads lavede han af og til nogle mærkelige spjæt med kroppen. Han blev ligesom stiv i blikket og trak overkroppen sammen en lille smule. Men det varede aldrig længere end nogle få sekunder, hvorfor jeg havde svært ved at vise andre, hvad han lavede. Men selvom diverse sygeplejersker, jordemødre og læger alle sagde, at hans spjæt nok bare var et udtryk for hans utryghed ved at være udenfor livmoderen, så havde jeg en kraftig fornemmelse af, at der var noget galt med ham. Jeg anede bare ikke hvad. Så jeg forsøgte ganske enkelt at skubbe tankerne væk. Jeg var jo lige blevet mor, så måske var det bare en form for hysteri. Måske var det, jeg oplevede, bare en gennemlevelse af de følelser, jeg havde læst, at man som nybagt mor blev overvældende af umiddelbart efter fødslen.

     På fjerde dagen tog vi hjem. Vi blev hentet af Martins mor og far og kørt hjem til vores nye tilværelse som forældre. Det var en underlig fornemmelse pludselig at være tilbage i lejligheden med et barn. Mads lå længe i sin lift og sov, mens vi blot sad og vænnede os til tanken om at være blevet forældre til en pragtfuld lille dreng. Resten af dagen og natten med forsøgte vi at finde en rytme. Men det varede ikke længe, førend den blev slået i stykker, for allerede næste formiddag var vi på hospitalet igen. Martin havde om morgenen inde fra sofaen, hvor han sad med Mads i sine arme, pludselig råbt, at jeg skulle komme.

     »Nu kan jeg godt se, hvad du mener,« sagde han med bekymret stemme.

     »Har han lavet et af de der spjæt?« spurgte jeg lettere nervøs.

     Martin havde indtil da endnu ikke set de mystiske spjæt, så heller ikke han vidste, hvad jeg mente, når jeg sagde, at der var noget galt. Men den morgen så han selv Mads’ tomme stive blik. Han mærkede selv Mads’ lille krop lave nogle mærkelige spjæt, og han blev selv ramt af den forfærdelige frygt, man oplever, når fornemmelsen siger, at der er noget galt med ens barn. Vi ringede med det samme til Rigshospitalet, og blot fem dage gammel blev Mads indlagt til observation på neonatalafdelingen.

     Da vi ankom til afdelingen, fik Mads med det samme sat nogle elektroder på sit lille hoved. Sygeplejersken forklarede, at de ville observere Mads’ elektriske aktivitet i hjernen for at se, om der var abnormal aktivitet. Han blev installeret i en kuvøse, og så satte vi os ellers til at vente. Men ventetiden blev ikke lang, for ti minutter efter lavede Mads et af de der efterhånden velkendte spjæt, og idet ekspertisen her var langt større end på barselsgangen, kunne lægen med det samme konstatere, at Mads havde abnormal elektrisk aktivitet i hjernen, og det gav sig udslag i små epileptiske anfald. Et eller andet sted var det underligt nok en lettelse endelig at få bekræftet, at jeg under graviditeten og i de sidste par dage ikke havde været hysterisk eller overpylret, men at jeg derimod havde haft ret med hensyn til, at der var noget galt. De næste par timer står lidt tågede i min erindring. Jeg vidste ikke, om jeg skulle være glad eller ked af det. Om det var alvorligt eller ej. Men jeg tror umiddelbart, at jeg forventede, at lægerne da sagtens kunne justere den lille abnormalitet. I dag synes den vurdering en anelse naiv, men jeg vidste jo heller ikke på det tidspunkt, hvad det vil sige at have abnormal aktivitet i hjernen. Havde jeg vidst det, ville min reaktion uden tvivl have været langt mere voldsom.

     De næste mange dage var vi indlagt til observation for at finde årsagen til Mads’ anfald. Allerede i løbet af de første par dage forsøgte lægen at berolige os med, at anfaldene efter alt at dømme var opstået på grund af overfladeblødninger på hjernen. Han fortalte os, at man tit så sådanne blødninger efter en hurtig fødsel. Og min havde varet 40 minutter, så det hele var jo gået meget hurtigt. Jeg fandt derfor i begyndelsen trøst i, at han sikkert havde ret. At Mads havde fået nogle mindre blødninger på hjernen, der i følge lægen ville fortage sig i løbet af en måned. Men for at fastslå at der var tale om blødninger, foreslog lægen, at der blev foretaget en MR-scanning af Mads’ hjerne. Vi sagde ja tak, idet vi jo også gerne ville have årsagen afklaret.

Den dag i dag står neonatalafdelingen i min erindring stadig som den værst tænkelige afdeling, man kan indlægges på. Ikke på grund af personalet. De var nemlig yderst professionelle og søde, men på grund af stemningen og omgivelserne.

     Temperaturen nærmede sig et par og tredive grader på afdelingen, der dengang bestod af et stort rum opdelt i fire båse. I hver bås stod seks kuvøser med hver sin lænestol ved siden af. Og her boede så seks familier med hvert deres barn. Det vil sige seks børn, tolv voksne, og to-tre sygeplejersker på ca. 18 kvadratmeter. Derudover var der i hver bås adskillige apparater og overvågningsmonitorer tilknyttet de enkelte kuvøser, der alle havde hver deres lyd og alarmklokke. På en almindelig dag bippede og ringede 24 kuvøser i et væk, samtidig med at der altid opstod en form for panikstemning, når disse alarmklokker ringede. Og det gjorde de tit. For på neonatalafdelingen lå de dårligste børn. Der var for tidligt fødte børn, børn med fostervand i lungerne, børn med forgiftninger, døende børn, og så børn som Mads, der blandt de øvrige børn hørte til i den bedre ende. Bås nummer fire var for de allerdårligste børn. Der så vi med mellemrum præsten døbe og prædike for de så stakler. Han bad sammen med forældrene om et mirakel, mens han for de døende børn bad om en smertefri død. Det gav naturligvis en meget dyster stemning, og som forældre frygtede man hele tiden at havne i denne bås. Vi var konstant omgivet af børn, hvis tilstande var meget kritiske, og hjertet gik helt i stå hver gang en klokke ringede. Billedet var ens overalt. Når en klokke ringede, gav det et sæt i alle, og pr. automatik kiggede vi forældre på vores barns overvågningsmonitor for at sikre, at det ikke var vores barn, den var gal med. Herefter åndede vi forældre, hvis barns klokke ikke havde givet lyd fra sig, op, mens de øvrige, med panikken malet i deres ansigter, afventende så til, mens sygeplejersken undersøgte barnets tilstand.

Noget, vi meget hurtigt lagde mærke til, var udtrykket i øjnene på de forældre til for tidligt fødte børn, som havde været på afdelingen i flere uger eller måneder. Deres blikke viste tydeligt, at de havde været bange og stressede i meget lang tid, og Martin og jeg frygtede, at også vi ville komme til at se sådan ud, for det var et helt ubeskriveligt stressende og opslidende miljø at være i. Dels på grund af klokkerne, men også fordi man stort set ikke fik nogen søvn. Jeg gjorde i hvert fald ikke, for jeg ville ikke forlade Mads om natten. Derfor sad jeg i lænestolen og halvsov, men på grund af alarmklokkerne blev det ikke til så meget. På et tidspunkt beordrede lægen mig op på et værelse for at sove. Han gav mig nogle piller, så jeg kunne falde i søvn og sagde kærligt, men bestemt, at nu, ville han ikke se mig mere på afdelingen, før jeg havde fået sovet, spist og drukket. Jeg havde det forfærdeligt. Følte at jeg svigtede mit barn.

     Jeg kunne ikke bare lade Mads ligge der blandt en masse fremmede mennesker?

     Men der var ikke noget at gøre. Lægen stod fast.

     I dag ved jeg, at det var en klog beslutning, han tog for mig, for jeg havde i de første fire dage på afdelingen ikke indtaget andet end et par glas saftevand og nogle kiks om dagen, hvorfor min mælkeproduktion nærmest var gået fuldstændigt i stå. Lægen havde haft det nødvendige overblik og havde set, at jeg i mange dage ikke havde forladt Mads’ kuvøse, og sygeplejerskerne kunne jo samtidig også fortælle, at jeg efterhånden afleverede mindre og mindre mælk til Mads. Det havde de nemlig meget godt styr på, for hver anden time sad jeg som en anden malkeko i et ‘malkerum’ og forsøgte at presse de nødvendige og dyrebare dråber ud til mit barn. Men eftersom jeg hverken spiste eller drak nok, kunne jeg ikke nå at producere mælk. Derfor havde de været nødt til at give ham erstatningsmælk som supplement. Mads var, på grund af den medicin lægen havde givet ham, i en næsten konstant sovende tilstand, hvorfor det var umuligt at amme ham mere end et par gange om dagen. Tre sug og han faldt i søvn. Derfor måtte jeg malke ud, så han kunne få mælk gennem en næsesonde. Det var ikke lige det, jeg havde forestillet mig, da jeg drømte om alle de vidunderlige ting, jeg skulle igennem som nybagt mor. Men vi forsøgte, trods det anspændte og kaotiske miljø, at finde en rytme i dagene, mens vi gik og ventede på MR-scanningen.

     Som dagene gik, lagde familien efterhånden et gevaldigt pres på os. De havde brug for at komme og besøge os, men jeg ville under ingen omstændigheder se nogen af dem.

     Hvordan skulle jeg kunne forholde mig til deres sorg, når min egen fyldte hele min krop?

     Jeg havde ikke brug for at se dem græde eller høre på alle deres fortvivlende spørgsmål, som de få telefonsamtaler, jeg havde haft med min familie, havde været præget af. Vi kunne jo alligevel ikke sige noget, for vi vidste ingenting. Men trods vores meget klare ønske om ikke at ville have besøg, var det alligevel ikke alle, der forstod og respekterede dette. For en dag, da jeg sad og knugede Mads i mine arme, som jeg altid gjorde, når jeg lige havde forsøgt at amme ham, men havde måttet opgive, eftersom han faldt i søvn, kom Martin pludselig hen og sagde, at vores forældre stod udenfor afdelingen og ventede. De ville ind og se Mads, fortalte han. Jeg blev afsindig vred.

     Kunne de ikke engang respektere vores ønske?

     Syntes de ikke, at vi havde nok at tænke på lige nu?

     »Jeg orker simpelthen ikke at se nogen lige nu,« sagde jeg opgivende. »Hvorfor kommer de, når vi nu udtrykkeligt har sagt, at vi ikke vil have besøg?« spurgte jeg, velvidende at Martin selvfølgelig ikke kunne gøre for det.

     »Jeg ved det ikke. Men jeg skal nok gå ud og snakker med dem,« sagde han og vendte sig om for at gå.

     »Du lukker dem ikke ind her!« nærmest råbte jeg efter ham.

     »Nej, det skal jeg nok lade være med. Vi har jo ligesom sagt, at vi ikke vil have besøg,« svarede han.

     På en og samme gang blev jeg vred, arrig, skuffet, ked af det og ganske ulykkelig. Jeg havde slet ikke overskud til at se nogen og endnu mindre til, at Martin og jeg pludselig skulle tage stilling til, om vi alligevel ville have besøg.

     Jeg faldt fuldstændig sammen og lod tårerne få frit løb. Vores forældres indirekte pres havde været for meget for mig. Mere skulle der altså ikke til, før det hele brasede sammen. Min verden var så skrøbelig, at jeg ikke tålte overraskelser i den hverdag, vi efterhånden havde forsøgt at bygge op på afdelingen midt i al fortvivlelsen. Midt i vores sorg og usikkerhed om fremtiden.

     Jeg havde følt mig sikker på afdelingen. Det havde givet mig en indvendig ro, at alle andre end barnets forældre var forment adgang til neonatalafdelingen. Ikke kun på grund af smittefaren ved udefrakommende besøg, men også på grund af den i forvejen voldsomme belastning man som forældre led under på afdelingen. Jeg havde troet, at ingen pludselig kunne komme og overraske mig i min sorg. At familie og venner ikke bare kunne komme rendende forbi. Jeg ville bare være alene med Mads. Alene med al min fortvivlelse. Det hele var stadig meget forvirrende og uvirkeligt, og jeg kunne slet ikke rumme at skulle besvare spørgsmål fra bekymrede bedsteforældre. Heldigvis havde Martin det på samme måde. Jeg ville slet ikke have kunnet klare at skulle diskutere dette. Men vores forældre blev gudskelov afvist ved døren af såvel personale som af Martin. Ingen fik lov til at komme ind og se Mads. Og det var jeg glad for. Det skulle være os selv, der sagde, hvornår vi ønskede besøg. Hvornår vi havde brug for nogle trøstende arme, og ikke familien der pressede os, fordi de havde brug for at se os og Mads.

     Efter ti dage på afdelingen kom endelig dagen for MR-scanningen og den efterfølgende dag svaret på, hvorfor Mads havde anfald. I dagene optil havde jeg ikke længere kunnet finde den samme ro i lægens umiddelbare konklusion om en eventuel overfladeblødning på Mads’ hjerne, som jeg havde kunnet i begyndelsen. Jeg følte, at årsagen måtte være mere alvorlig end det, hvorfor jeg ikke havde nogen ro i mit hjerte. Og selvom Martin konstant forsøgte at overbevise sig selv og mig om, at det nok ikke var så slemt alligevel, trøstede det mig ikke. Og da lægen om eftermiddagen, dagen efter scanningen, kom tilbage fra mødet med neuroradiologisk afdeling, vidste jeg instinktivt, at det var meget alvorligt, for lægen bad os, som jeg havde frygtet, med stille stemme om at komme med ind på sit kontor. Mit hjerte stod stille, da jeg magtesløs og i en tåge fulgte efter ham for at få domsafsigelsen.

     »Vi har fundet en misdannelse i Mads’ venstre hjernehalvdel på to gange to centimeter. Det er den, der skaber al balladen. I må forberede jer på, at Mads vil lide af epilepsi resten af sit liv, og at han altid vil skulle have medicin,« sagde lægen med en mine, som passede til situationens alvor.

     Jeg var som forstenet. Sad bare og stirrede ud af vinduet, mens tårerne løb ned ad mine kinder.

     Hvorfor mig?

     Hvorfor lige mit barn?

Det hele var så tåget og uforståeligt og det var en helt ukendt sorg og umenneskelige smerte, jeg følte.

Hvor længe jeg sad der, ved jeg ikke.

     Jeg tørrede mine øjne, og gik ind til Mads igen. Det var svært for mig at fatte, at der virkelig var noget galt, for han lå bare der i den mest fredelige søvn. Han bare lå der og så vidunderlig ud. Helt perfekt og uden synlige fejl. Med Mads i armene sad jeg længe og vuggede fra side til side. En voldsom sorg skar gennem mit hjerte. Jeg ville elske ham uanset hvad, lovede jeg mig selv. Mit liv skulle vies til ham. Jeg ville aldrig svigte ham.

 

Neonatalafdelingen: Afdeling for syge nyfødte, samt for tidligt fødte børn
Magnetisk resonans scanning. En scanner, der ved hjælp af elektromagnetisk stråling fremstiller billeder af hjernen
Neuroradiologisk afdeling: Afdelingen, som foretog MR-scanningen

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *