Får du nogensinde tillid til systemet…?

Opbygge tillidI det seneste nummer af ”Spastikeren” fremhæves den kløft, der er opstået mellem borgerne og den kommunale myndighed i artiklen ”Den vigtigste opgave er en tillidsreform”. Artiklen peger på, at den nye regerings fornemmeste opgave vil blive at genskabe tilliden til systemet. Altså, at lave en tillidsreform.

Det er jeg i og for sig ganske enig i, men som bruger af systemet tror jeg ikke, at jeg kun taler på egne vegne, når jeg siger, at det bliver noget nær en umulig opgave nogen siden at få tillid til systemet.

Jeg har selv alt for mange gange oplevet, hvor beregnende og udspekulerede kommuner kan være. Hvor kyniske de kan forholde sig, selvom man sidder lige foran dem og krænger alle sine sorger ud. Hvordan de kan plukke sætninger og argumenter ud af en usammenhængende og grædende beretning om de vanskeligheder, man har i hverdagen på grund af sit handicappede barn for så senere at bruge dem imod dig, så de kan give afslag på din ansøgning.

Der må bedre lovgivning til, hvis jeg nogen sinde skal få noget, der minder om tillid til systemet. Som tingene er nu, er jeg sikker på, at kommunen vil snyde min søn, hvis de kan slippe afsted med det.

De lovtekster vi har i dag, indbyder åbenbart til at blive misforstået og fortolket på alverdens måder. Og det er simpelthen ikke godt nok. Det er én af årsagerne til, at vi i medierne konstant hører om den ene forfærdelige situation efter den anden og grunden til, at vi har så mange ankesager. En anden årsag kan også være, at det har ganske få, hvis overhovedet nogen konsekvenser for kommunerne, når de bevidst sagsbehandler forkert.

Jeg kan give et eksempel fra mig selv.

For en del år siden fik jeg skåret nogle timer om ugen af min lønkompensation med det eneste argument, at der var sket en fejl den gang for 8-10 år siden, da timerne blev bevilliget…..

     Jeg ankede naturligvis kommunens afgørelse, men måtte først vente 1½ år på en afgørelse fra Ankestyrelsen i hvilken periode, jeg så måtte leve med den lavere lønkompensation. Jeg fik medhold i Ankestyrelsen og sagen blev hjemsendt til kommunen til fornyet sagsbehandling.

Her tog det så kommunen 8 måneder at genbehandle min sag. De rystede blot posen, fandt et nyt tåbeligt argument og kom frem til nøjagtig samme timeantal. Den afgørelse endte også i Ankestyrelsen.

Heldigvis fik jeg en hurtig afgørelse, grundet den lidt absurde sagsbehandling. Jeg fik igen medhold og sagen blev hjemsendt med en klar melding om, at kommunen uberettiget havde skåret i timetallet. Denne afgørelse valgte kommunen så endelig at følge. Jeg fik mine timer tilbage og udbetalt lønkompensation for alle de år kommunen uberettiget havde fjernet nogle af dem.

     Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at kommunen forsøgte at få mig til at give op, så de kunne spare nogle timer om ugen. I stedet endte sagen med at koste samfundet langt mere. Tænk på alle de sagsbehandlings timer, der er brugt på sagen i kommunen for slet ikke at tale om alle de ressourcer, kommunen pålagde Ankestyrelsen at bruge. Alle de spildte timer!! Men hvis ikke jeg havde kæmpet, er jeg sikker på, at kommunen året efter ville have skåret mig endnu et par timer med et ligeså useriøst argument.

     Det jeg vil vise med dette eksempel, er urimeligheden i, at en kommune med et snuptag bare kan ændre på en bevilling, der er så indgribende i ens hverdag. Det var jo min løn, de uden en holdbar grund satte ned. En lønkompensation som jeg hele min søns liv havde fået ud fra den vurdering, at hans handicap var af så omfattende karakter, at jeg ikke ville kunne passe et fuldtidsjob.

Hvis nu lovgivningen var sådan stykke sammen, at sager som denne, der har en åbenlys indgribende virkning på hverdagen, fik opsættende virkning, så er jeg helt sikker på, at kommunen aldrig ville have sagsbehandlet, som de gjorde. De prøvede lykken og krydsede fingre for, at jeg var for udmattet til at kæmpe videre. De forsøgte at udnytte, at jeg som andre forældre til et handicappet barn er presset på alle områder og følelser.

Det er ikke kun usmageligt, men også en sørgelig udvikling vores handicappolitik har taget.

     Mon én i kommunen selv ville acceptere, at deres arbejdsgiver pludselig satte dem ned i løn med det argument, at der var sket en fejl ved jobsamtalen, men, at de da var velkommen til at klage – vel at mærke klage til Ankestyrelsen, hvor en sag nemt kan ligge i 1-1½ år. Og i mellem tiden måtte de selvfølgelig klare sig for den nye løn.

Det er den virkelighed en handicapfamilie, må håndtere, når kommunen sparer ens bevillinger væk.

Tror I kommunen ville synes, det var rimeligt, hvis de selv skulle acceptere samme vilkår… ?

SÅ MIT SPØRGSMÅL ER……

“Hvorfor er det ikke omvendt?”

Hvis nu det var kommune, der måtte vente med at få gennemført ændringer i en bevilling til den havde været igennem Ankestyrelsen, ville man så ikke få fjernet alle de sager, hvor kommunen fører en ”går-den-så-går-den” politik?

Det er vel kun rimeligt, at en kommune må vente med at skære i en bevilling af for eksempel lønkompensationen, dag- og fritidstilbud, ledsagelse mv. til sagen er afgjort i Ankestyrelsen. Det er jo besparelser, som kan få alvorlige konsekvenser for den enkelte og dennes familie.

Så, hvis nogen spørger mig, om vi har brug for en tillidsreform, vil jeg svare, at jeg synes, det er spild af kræfter. Jeg får nok aldrig tillid til systemet.

Brug i stedet kræfterne på at sikre en tydeligere lovgivning, der kan sikre mennesker med handicap nogle ordentlige og menneskelige levevilkår som for eksempel

Retten til selv at bestemme,

     – hvor stort behovet for ledsagertimer er

     – om man har brug for et fritids- og aktivitetstilbud

     – hvor tit man har råd og lyst til at rejse på ferie

     – hvad man vil lave i sin fritid (sport, cafe, bio, koncert, shopping mv.)

     – og hvor man vil gå i skole, klub, værksted mv.

.

En håndhævelse af Servicelovens formål ville uden tvivl spare systemet for mange penge og ikke mindst sikre handicappede nogle bedre vilkår, så de reelt har en mulighed for at leve et selvstændigt liv på egne præmisser. Det er en nedværdigende og diskriminerende måde kommunerne behandler udsatte mennesker på og det er på ingen måde i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter FN’s handicapkonvention.

Lovgiv, så handicappede får retten til frit at vælge, hvilket liv de ønsker at leve. Og giv dem muligheder at vælge imellem, så de får en reel chance for at udleve nogle af deres drømme.

Det kommunale selvstyre udspringer af princippet om at løse opgaverne så tæt på borgerne som muligt, men når kommunerne gang på gang har vist, at de ikke magter opgaven, burde Folketinget revurdere, om det nu også er den bedste løsning, at kommunerne varetager det specialiserede område.

Det system, der burde tage hånd om de svageste i vores samfund, er det samme system, der begrænser dem i deres muligheder for at få et meningsfuldt og indholdsrigt liv…….

.

.

Spastikerforeningen har lavet en meget sigende opgørelse over, hvor besparelserne på området har ramt mennesker på det specialiserede område. Den har jeg valgt at indsætte i linket, da den giver et helt konkret billede at hvor galt det står til. I vil nok kunne nikke genkendende til meget af det – ikke kun fra medierne, men sikkert også fra egne sager og ”slåskampe” med kommunen.

.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *