Drømmen

Halvdøsende lå jeg på terrassen og nød solens varme stråler omslutte mig. Der var næsten ingen vind, og temperaturen nærmede sig de 35 grader. Selvom varmen var ulidelig, og sveden lå som en klar, blank hinde på min krop, puttede jeg mig længere ned i liggestolens tykke hynde. Jeg følte mig på en underlig måde tryg. Liggestolens faste underlag og solens brændende stråler indhyllede mig i en tryg, lukket beholder. Her var ingen sorg. Ingen smerte. Blot følelsen af at blive omsluttet og opslugt af den tætte, uigennemtrængelige varme. Kun den sagte lyd fra bølgerne, der skyllede ind over stranden, var at høre. Havets milde snak havde en beroligende virkning på mig. Tænk, at jeg boede i et hus ved vandet sammen med min kæreste Henrik og min søn Mads. Det var næsten for godt til at være sandt.

     Hver morgen var det som at fødes på ny. Havets skønhed overvældede mig gang på gang. På en varm sommerdag som i dag blinkede og gnistrede havet, som var det fuldt af diamanter. Det gav mig en indre ro, jeg aldrig havde oplevet noget andet sted. Det var denne ro, jeg lod mig opsluge af. Som jeg døsede hen i, mens jeg lå i liggestolen og lod solens stråler brænde sig ind i min krop.

     I det fjerne kunne jeg høre nogle børn grine. Jeg åbnede langsomt øjnene, selvom jeg allerede var langt væk. Der løb nogle små børn rundt i vandkanten og legede. Det ene af dem lignede til forveksling Mads. Men Mads er da i børnehave, tænkte jeg lidt undrende. Jeg kiggede en gang til. Det var Mads. Hans smil og glædestrålende øjne var ikke til at tage fejl af. Jeg smilte lidt ved mig selv. Hvor var han dog en dejlig dreng. Jeg lå og betragtede ham, mens han løb og legede i vandkanten sammen med sine legekammerater. Hans kun seksårige krop var allerede muskuløs og temmelig adræt, som han der sprang rundt i sandet. Det ene øjeblik væltede han rundt, det næste sprang han hvinende op igen, mens en af de andre forsøgte at fange ham. Jeg blev helt varm om hjertet af kærlighed. Han var en fantastisk lille skabning. Pludselig drejede Mads hovedet og kiggede op på mig. Han vinkede med en iver, der var så karakteristisk for ham. Jeg besvarede hans ivrige vinken og sendte ham et fingerkys. Mads kom løbende op til mig.

     »Mor, så du mit seje stunt lige før?« råbte han forpustet.

     »Ja, det så lidt vildt ud,« svarede jeg smilende og gav ham et kram, da han stakåndet smed sig ved siden af mig i liggestolen.

     »Du er bare den allerbedste mor i verden!« sagde Mads pludselig og lagde sine små arme omkring min hals.

     Jeg blev helt blød indeni, og min kærlighed til ham fyldte hver en del af mig. Hvor var jeg dog heldig, tænkte jeg. Mads var uden tvivl det mest vidunderlige, der var hændt mig.

     »Tak min skat. Jeg elsker også dig,« sagde jeg og gav ham et stort knus.

Med ét rejste han sig op og løb ned mod stranden igen.

     »Jeg leger lige lidt mere, ikk’ mor?« råbte han.

Jeg betragtede ham varmt, mens han glad sprang ned over klitterne.

     Et eller andet ringede i baggrunden. Jeg forsøgte at ignorere det, men det blev mere og mere gennemtrængende. Telefonen, tænkte jeg og famlede efter den under liggestolen. Den høje, duttende lyd fortalte mig, at jeg ikke havde nået at tage den i tide.

     Nå, vedkommende ringer nok igen, hvis det er vigtigt, tænkte jeg og kiggede igen efter Mads, der for et øjeblik siden løb rundt på stranden.

     Han var væk. Jeg kunne ikke få øje på ham nogen steder.

     Panikken bredte sig et øjeblik. Hvor var han henne? Han kunne da ikke bare forsvinde fra det ene øjeblik til det andet.

     Med ét blev jeg revet væk fra det, der nu stod klart for mig, kun havde været en drøm. Mads var jo i børnehave. Jeg havde selv kørt ham derhen i morges. Jeg følte et stik i hjertet, som jeg tit gjorde, når jeg tænkte på Mads. Drømmen var intet andet end en stribe af mange. Siden jeg for seks år siden fødte Mads, havde jeg ofte søgt ind i drømmens milde og smertefrie univers, men kun for hver gang ubarmhjertigt at blive kastet tilbage i den smertefulde virkelighed. Mads var handicappet. Kunne hverken gå eller tale. Det var min virkelighed. Hans liv. Hans skæbne.

     Pludselig kunne jeg ikke holde den dræbende varme ud mere. Kunne ikke trække vejret ordentligt. Det dunkede i mit hoved. Flimrede for øjnene. Og den kun alt for kendte smerte i kroppen begyndte at brede sig. Det gjorde ondt helt ind i den dybeste afkrog af min sjæl. En smerte, jeg havde levet med i godt seks år, og som indimellem truede med at rive benene helt væk under mig. Den kom hver gang med så voldsom en styrke, at det altid krævede en utrolig mængde energi at forhindre den i at få overtaget. Det var altid en voldsom indre kamp ikke at lade sig synke ind i smertens inderste kerne. Ikke at lade sig opsluge. Årene havde udrustet mig med en forsvarsmekanik, som for det meste kom helt af sig selv, når smerten, som nu, pressede sig på. Det var den, jeg havde overlevet på i de sidste mange år.

     Jeg skyndte mig at søge skygge indenfor for solens umenneskelige styrke. Der var dejligt køligt. Jeg gik ovenpå og satte mig i sofaen for at få styr på følelserne. Langsomt forsvandt den tyngende smerte omkring mit hjerte. Det holdt op med at flimre for øjnene, og det voldsomme pres i hovedet begyndte at lette. Endnu en gang havde jeg forhindret smerten i at få fat i mig. Endnu en gang havde jeg skubbet sorgen væk. Det var nødvendigt for, at mit liv kunne hænge sammen udadtil. Men indeni hobede sorgen og smerten sig op. Det vidste jeg godt, men jeg orkede ikke at give efter for tårerne. Ikke i dag. I dag ville jeg bare nyde roen omkring mig. Bare nyde, at jeg kunne skubbe sorgen væk, indtil Mads kom hjem fra børnehave. Indtil jeg atter blev konfronteret med den dybe smerte, som mit liv de sidste mange år havde været præget af.

Udsigten fra sofaen var bjergtagende. I forgrunden lå haven, der med sin naturlige, skovagtige bevoksning nærmest gik i et med klitterne. Herefter fulgte et bredt stykke med fint, hvidt sand, hvis funklende farve vidnede om, at sandet måtte være brændende varmt. Og hele denne herlighed endte ude i havet, hvis overflade lod solens stråler danse hen over sig. Det blinkede og lyste. Lokkede med sin skønhed, som gjorde det sig til. Det var et betagende syn.

     Der var efterhånden kommet en del mennesker på stranden, og jeg lod langsomt mit blik glide henover dem. Størstedelen var børnefamilier. Det stak lidt i mit hjerte igen, da jeg betragtede børnene. Nogle byggede sandslotte, andre legede i vandet, mens en enkelt var i færd med at grave huller i sandet. Hvor ville jeg ønske, at Mads og jeg, som menneskene på stranden, kunne ligne en helt almindelig familie. Når vi tager på stranden, kan jeg med det samme mærke folks undersøgende blikke. Selvom Mads ved første øjekast ligner enhver anden lille dreng, så går der aldrig lang tid, førend jeg fornemmer, at folk glor på min søn. Selvfølgelig ved jeg inderst inde godt, at det blot er almindelig nysgerrighed, men jeg bryder mig ikke om at få opmærksomhed på grund af hans handicap. Så det udløser altid en trættende, indre kamp, der enten resulterer i, at jeg stirrer tilbage, indtil folk forlegne opdager, at de rent faktisk glor uhæmmet, eller at jeg bider det i mig. Overbeviser mig selv om, at jeg da er ligeglad med, at de glor.

     Alle så glade og tilfredse ud. Selvom jeg godt vidste, at det ikke var ensbetydende med, at de alle inderst inde virkelig var glade, så var det i hvert fald, hvad jeg forestillede mig. Der var ikke noget, jeg hellere ville end at have et liv uden sorg og smerte. Et liv, hvor jeg hver dag kunne mærke glæden og lykken i mit hjerte. Ikke at jeg aldrig var glad. For det var jeg. Men det føltes altid, som om der lå et eller andet dybt inde i mig og tog toppen af glæden. Som lagde et lille låg på, hver gang jeg oplevede noget godt.

     Smerten fra før var atter ved at gøre sit indtog, så jeg forsøgte at glemme mit eget liv. Forsøgte at glemme sorgen, som periodevis hindrede mig i at fastholde og huske de gode ting i mit liv. Endnu en gang valgte jeg at synke hen i et følelsesforladt univers, hvor det eneste, som fik lov at gøre sit indtog, var det betagende syn af havet. Det havde altid haft en dragende virkning på mig. Dets omskiftelighed var på en og samme tid fascinerende og skræmmende. Det ene øjeblik var det indbydende fredeligt, det næste oprørt og uhyggeligt. Det kunne være betagende smukt og frygtindgydende voldsomt. Det kunne være så mildt og tillokkende. Ja, nærmest hypnotiserende. Men kun for at lade dig vide, at hvis det lystede, så kunne det på et øjeblik opsluge dig med sin enorme, kraftfulde styrke. Det skræmte mig. I det hele taget skræmmer det mig, når der er noget, som jeg ikke kan styre. Som jeg ikke har kontrol over. Havets uhyggelige kraft eliminerede enhver tro på, at det kunne styres. Kontrolleres. Begav man sig først ud på havet, var man underlagt dets enorme styrke og magt. Man var overladt til dets luner. Man havde ingen som helst indflydelse på dets humør. Hvis det ville, kunne det opsluge dig. Trække dig ned i dets dyb. Det var skræmmende, men underligt nok også tillokkende.

     På samme måde har jeg det med livet. Det er styret af noget kraftfuldt og utæmmeligt. Noget ukontrollerbart. Det ene øjeblik synes du urørlig og lykkelig, det næste bliver du opslugt af dets barske væsen og kastet ud på det dybe vand, hvor du ikke kan bunde. Hvor du ikke har noget at holde fast i. Langsomt bliver du trukket ned i det mørke dyb, og lige meget hvor meget du kæmper, så ryger du blot længere og længere ned til alt synes nytteløst. Først når du når helt ned på bunden, begynder den virkelige kamp for overlevelse. En kamp, hvor kun de stærkeste finder den sidste rest af styrke og håb frem og får kæmpet sig op af dybet med de ubeskrivelige stærke kræfter. Det er en kamp for livet. En kamp for at finde fodfæste.

     Som yngre brugte jeg tit havets beroligende effekt til at finde fred og ro i min sjæl, men først da jeg selv kom til at bo med stranden og havet lige udenfor døren, blev jeg klar over dets virkelige skønhed. Dets magt.

     Selv nærmede jeg mig det sjældent. Jeg betragtede det på afstand. Læste dets luner. Nød at jeg ikke var i dets magt. De få gange, jeg har været ude at sejle eller svømme, har jeg gjort det for ikke at føle mig styret af højere kræfter. Men dybt indeni har jeg følt mig fanget. Overladt i naturens vold. Jeg har følt, at jeg mistede kontrollen over mit liv. At jeg lagde mit liv i havets magtfulde hænder.

Hvor længe jeg sad og stirrede ud over havet, ved jeg ikke, men endnu en gang fik telefonens ringen revet mig ud af den efterhånden vante tilstand af fjernhed. Det var vel en eller anden form for terapi for krop og sjæl, når jeg havde udviklet denne mekanisme til at skubbe tanker og følelser lidt i baggrunden. En måde hvorpå jeg kunne give mig selv en pause fra den fastgroede sorg og smerte. Selvom jeg for godt et par år siden afsluttede et treårigt forløb hos min psykolog, Lise, føltes smerten stadigvæk ikke mindre.

     Selvfølgelig var der sket en forbedring. Jeg havde fået sat ord på mange af de ellers uforståelige tanker og følelser, som på det tidspunkt havde præget mit liv i en meget negativ retning. Jeg havde fået styr på min sorg i den forstand, at jeg var i stand til at forstå, hvorfor jeg sommetider havde det så forfærdeligt. Hvorfor smerten sad dybt i mig. Om jeg havde fået nogle teknikker til ikke at lade mit liv blive overskygget af sorgen, ved jeg ikke, men jeg var i hvert fald blevet bedre til at forstå mig selv. At smerten ikke var blevet mindre kom egentlig ikke bag på mig, for på intet tidspunkt havde jeg forventninger om, at min psykolog ville kunne fjerne den.

     Hvordan skulle hun kunne det?

     Hun kunne jo ikke gøre Mads rask. Hun kunne jo ikke fjerne det faktum, at min søn aldrig ville få et liv som andre børn. At jeg aldrig ville få den søn, som jeg så voldsomt længtes efter. Hans handicap var jo ikke noget, han med tiden kunne vokse sig fra. Det var en blivende tilstand af fysiske og psykiske begrænsninger, som han og jeg måtte leve med for altid. Og det var nok det, der var så svært at acceptere. Det var det, der gjorde, at min sorg fortsat ruskede så voldsomt i mig. Smerten vil aldrig forsvinde. Det ved jeg i dag. Den vil altid sidde som et uhelbredeligt sår i min sjæl. For Mads er mit barn. Han bliver aldrig som andre børn. Hans liv, og dermed også mit, vil altid være så forskelligt fra andres. Og det er svært at affinde sig med. I fortvivlelsens øjeblik fyldes mit hoved ofte med spørgsmålene:

     Hvorfor lige mig?

     Hvorfor skal jeg trække sådan et tungt lod her i livet?

     Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at have et liv som så mange andre? Et liv, hvor mit barn ikke skal have alle de ekstra ting at kæmpe med. Et liv, hvor jeg bare kan glæde mig 100 procent over min dejlige dreng. 

     Jeg tog telefonen, som fortsat kimede højlydt.

     »Det er Annike.«

     »Hej, det er mor. Hvordan går det?«

     »Det går da meget godt,« svarede jeg automatisk.

     Egentlig gik det jo ikke meget godt, men jeg havde efterhånden fået for vane at svare sådan. Det var nemmest. Det krævede ikke så mange forklaringer. Hun forstod jo alligevel ikke, hvordan jeg havde det. Hvor ondt det nogle gange gjorde. Selvom hun var min mor og derfor automatisk led med mig, så havde hun ikke på egen krop oplevet, hvor hårdt det er at få et ‘anderledes’ barn. Hvor ensom man blev af det. Nu var det ikke, fordi familien og vennerne havde vendt mig ryggen, da Mads blev født. Tværtimod. Men jeg var blevet ensom med min smerte, fordi der var så få mennesker, som præcist vidste, hvordan jeg havde det. Til trods for at de nærmeste altid havde været lyttende og forstående, så havde jeg også altid mærket deres mangel på vitterligt at forstå, hvilken voldsom en smerte der gennemborede mig, når snakken faldt på Mads eller på, hvordan jeg havde det. Men hvordan skulle de også vide det? De havde jo alle sunde og raske børn. De havde ikke oplevet, hvordan det var at stå med et handicappet barn, hvis fremtidsmuligheder var så usikker. De havde ikke oplevet magtesløsheden, når den var allerværst.

     Indimellem frustrerede det mig, at jeg nogle gange bare ønskede, at de et kort øjeblik kunne mærke min smerte. At de for en kort stund selv kunne opleve det smertelige kaos af følelser, som jeg helt uforberedt var blevet kastet ind i. At de selv kunne prøve at stå med et handicappet barn. Så ville de nemlig vide, hvordan jeg havde det. Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så har jeg en gang imellem vitterligt ønsket, at én af dem ville få et barn som Mads. At jeg ikke skulle være den eneste i familien eller blandt vennerne, som havde fået et handicappet barn. Værst var det selvfølgelig, når alle omkring mig fødte det ene raske barn efter det andet. Det efterlod mig dybt ulykkelig og frustreret. Ikke over at det ikke havde ramt dem, for det ønskede jeg jo oprigtigt talt ikke, men over endnu en gang at blive mindet om, at jeg ikke havde formået at føde et sundt og rask barn. Der måtte være noget galt med mig, siden mit liv skulle tegne sig så smertefuldt. Jeg måtte have gjort et eller andet forkert.

     Hvorfor skulle Mads og jeg ellers straffes på den måde?

     Hvorfor skulle jeg ellers føde et handicappet barn?

Endnu en gang blev jeg revet ud af mine tanker.

     »Hvordan har Mads det?« hørte jeg mor spørge.

     »Han har det da meget godt,« svarede jeg.

     »Hvad med dig? Hvad har du lavet i weekenden?« spurgte jeg i et forsøg på at dreje samtale væk fra det ømtålelige emne.

     »Jeg har nu ikke lavet så meget, bare plantet nogen blomster i haven og ellers slappet af,« svarede mor.

     Endnu en gang var det lykkedes mig at slippe udenom de smertefulde spørgsmål. Endnu en gang havde jeg skånet mig selv. Vi fortsatte samtalen, der til min lettelse denne gang blev kort.

Nu gjorde du det igen. Hvorfor kan du ikke bare fortælle, hvordan du har det? Hvorfor skal du altid bilde andre ind, at du har det fint, tænkte jeg irriteret, da jeg havde lagt røret på.

     Det var efterhånden længe siden, at jeg havde besluttet mig for at fortælle, hvordan jeg havde det, når folk spurgte, men det var ikke lykkedes så godt. Faktisk var jeg fortsat med at fyre standardsvarene af, når snakken faldt på mig eller Mads. Få gange havde jeg rent demonstrativt sagt, at det gik ad helvedes til, men jeg havde hurtigt erfaret, at den efterfølgende udredning, af hvorfor det gik dårligt, var temmelig smertefuld. Den fik kun sorgen endnu tættere på. Og bagefter, når samtalen gled over i noget andet, sad jeg efterladt med en kæmpe klump indeni. En smerte, som det krævede umenneskelig styrke at skubbe væk igen. Derfor havde jeg, uden egentlig at tænke så meget over det, fundet tilbage i den vante facon. Den lidt falske tryghed som det uden tvivl var at lade, som om det hele gik fint. Inderst inde vidste jeg godt, at det sundeste nok var at få det hele ud. Bare græde til der ikke var flere tårer tilbage. Men problemet var, at jeg vidste, at der altid ville være flere tårer tilbage. Jeg kunne ikke bare græde sorgen væk. Den var kommet for at blive. Det var jo ikke, som når man græd over en ekskæreste og 14 dage senere fandt ud af, at der ikke var mere at græde over. At livet gik videre, og sorgen blev mindre. I sådanne tilfælde har jeg selv oplevet følelsen af, at der ikke var flere tårer tilbage. At jeg ikke kunne græde mere over ham. Men det er anderledes med Mads. Han er min søn. Min kærlighed til ham kan aldrig forsvinde eller blive mindre. Den vil, uanset hvad der sker, uanset hvad Mads gør, altid sidde dybt i mig. Han kan aldrig få mig til at elske ham mindre. Og netop derfor vil sorgen over, at mit barn er ‘anderledes’ altid eksistere. Den vil aldrig forsvinde.

     Langsomt rejste jeg mig fra sofaen og gik ud på badeværelset. Jeg stod længe og betragtede mig selv i spejlet. Sorgen stod malet i mit ansigt. Den havde efterhånden tæret godt på mit udseende. Givet mig nogle dybe fuger omkring øjnene og munden. Fuger, som godt nok var mest tydelige, når jeg lige havde grædt, men de var der. Det var ikke så tit, at folk så den forandring, som mit ansigt tog, når jeg var mest ked af det, for det var sjældent, at jeg vitterligt åbnede op og fortalte, hvilket kaos jeg havde inden i, og jeg var blevet en sand mester i at bilde folk ind, at jeg bare var træt eller havde sovet dårligt, når de spurgte til mit forgrædte eller triste ansigt. Den eneste, som jeg ikke kunne skjule sorgen for, var min mor. Hun kunne ligesom se ind bag den sminkede facade og spurgte altid bekymret til mig, når smerten tydeligt stod malet i mit ansigt. Skønt jeg i dag ikke græder så meget som tidligere, så græder jeg uden tvivl stadigvæk meget, men mest når jeg er alene. På en eller anden måde har jeg trænet mig selv i at holde gråden på afstand, når den faretruende presser sig på. Måske instinktivt for at skåne mig selv. Jeg har mange gange givet slip på hæmningerne og bare ladet gråden komme, men hver gang har styrken i min gråd skræmt mig. Hver gang har jeg lagt en dæmper på mig selv. En dæmper som ikke kun gælder, når jeg er alene, men som også viser sig, når der er andre mennesker til stede. Mit problem er nemlig, at jeg er så bange for at miste kontrollen over mig selv, at jeg stort set aldrig lader andre se og mærke, hvor ked af det jeg er. Hvor ondt det gør inden i. Jeg har mere travlt med at bide gråden i mig end med at mærke efter, om jeg har brug for at græde. Sådan har det altid været.

     At min barndom er en væsentlig årsag til min måde at tackle sorgen omkring Mads på, ved jeg godt. Men efter de tre år hos min psykolog Lise, er jeg blevet bedre til at skille de to ting ad. Jeg er i dag, til forskel fra tidligere, godt klar over, hvornår min sorg handler om Mads, og hvornår den handler om barndommen. Derfor tillægger jeg ikke barndomsminderne så stor skyld, når jeg sidder alene med min sorg over Mads og simpelthen ikke kan hitte ud af, hvordan den nogensinde skal komme til at fylde mindre. For selvom min barndom har efterladt sår på min sjæl, så er smerten forbundet med Mads, endnu værre. Der findes ingen bearbejdningsproces på linje med den proces, jeg har været igennem for at lære at leve med oplevelserne fra barndommen. Der er ingen andre end mig selv, jeg kan rette min vrede mod. Som jeg kan give skylden for hans handicap. Jeg ved inderst inde godt, at jeg ikke gjorde noget forkert under min graviditet, men alligevel pålægger jeg tit mig selv en stor del af skylden for, at Mads ikke kom ud sund og rask. Det var jo mig, der bar på ham i de ni måneder. Det var mig, han fik sin næring fra. Ergo må det også være min skyld. Det har jeg fortalt mig selv tusindvis af gange.

     I tidens løb har jeg opsøgt adskillige alternative behandlere for at få det svar, som ingen læge indtil nu har kunnet give mig. Nemlig en forklaring på hvorfor det gik galt med Mads. Hvorfor hans lille hjerne ikke havde de bedste udviklingsmæssige vilkår, da jeg ventede ham. Og alle har uafhængigt af hinanden sagt, at årsagen til hans handicap er, at min krop ikke var i balance med sig selv under graviditeten. At jeg manglede nogle vigtige vitaminer og mineraler, som Mads på et eller andet tidspunkt stod og manglede. Skønt jeg højt og helligt lovede dem og mig selv, at jeg ikke ville give mig selv skylden, så lurer bebrejdelserne i baghovedet:

     Hvis bare jeg havde fået renset min krop for affaldsstoffer, før jeg blev gravid.

     Hvis bare jeg havde fået tjekket min mineral- og vitaminbalance.

     Hvis bare jeg …

     Hvis bare …

Så ville Mads måske i dag have været en helt ‘almindelig’ dreng på seks år. Det er så umådeligt svært ikke at give sig selv skylden. Ikke at bebrejde sig selv. Men måske er det det, jeg skal arbejde med. Måske er det det, som vil gøre sorgen nemmere at leve med. Jeg ved det rent faktisk ikke. Men jeg forsøger hele tiden at finde noget, der kan gøre sorgen og smerten mindre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *