Det er på tide at lægge kynismen på hylden

Handicappede uden grænserEfter 18 år i systemet er jeg efterhånden ved at være træt. Træt af den til tider ubarmhjertige behandling handicappede og deres familier får af kommunerne, KL og politikerne på Christiansborg.

Jeg er træt af, at vi forældre til handicappede børn og voksne skal kæmpe SÅ hård en kamp med systemet for at sikre ens barn retten til et værdigt liv. At vi hele tiden skal forsvare, hvorfor vi nu også har brug for ”al den hjælp”.

Politikerne skulle bare vide, hvordan det er år efter år at lægge øre til, at ens barn bliver reduceret til et tal i det store budget, mens det ”flås” på forhandlingsbordet uden tanke på, at der bag budgettet eksisterer rigtige mennesker. Mennesker som har drømme og ønsker for deres liv. Som også gerne vil ud og opleve verdenen. Selvom man er handicappet har man vel stadig ret til et liv, der giver mening!!

Ind imellem stiller jeg mig selv det spørgsmål, om der på Christiansborg overhovedet findes politikere, der interesserer sig for, hvordan kommunerne fortolker lovene eller om det kommunale service niveau i det hele taget afspejler de love, hensigter og intentioner, som så flot er nedskrevet i Den Handicappolitiske handlingsplan ”Et samfund for alle”.

Det ville være fantastisk, hvis vi rent faktisk havde nogle politikere, som formåede at implementere de mange fine hensigter ude i kommunerne, så vi borgere rent faktisk fik det, som politikerne lover i deres mange flotte handlingsplaner og lovforslag.

Jeg ville ønske, at vi fik en handicap politik med udgangspunkt i de handicappedes behov og rettigheder i stedet for en kassetænkningspolitik, hvor politikerne i forsøget på at virke oprigtigt interesseret i at gøre en forskel for de handicappede, pakker deres politik ind i flotte farverige pakker, mens de krydser fingre for, at ingen opdager pakkens indhold.

Jeg ville ønske, at jeg med ro i sindet kunne sende min søn ud i voksent livet. At jeg trygt kunne stole på, at systemet nok skulle sikre ham retten til et indholdsrigt, meningsfuldt og ligeværdigt liv.

Derfor håber jeg så inderligt, at denne Handicap Politiske Blog kan bidrage positivt i debatten om de handicappedes ret til et ordentligt og meningsfuldt liv. Jeg synes, det er på tide, at der bliver lyttet til de handicappede og deres familier uden at responsen hele tiden er ”De koster for mange penge….”.

Det er på tide at sætte mennesket før økonomien. Det er på tide at lægge kynismen på hylden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *