Anden del – Mødet med systemet

Når man pludseligt og uventet bliver forældre til et barn med særlige behov, bliver man ikke kun kastet ind i en verden af ubeskrivelig sorg, smerte og frustration. Man bliver også meget tidligt en del af en kold, regelstyret verden. Det såkaldte sociale system. Meget hurtigt erfarede jeg, at jeg i nogle situationer ganske simpelt var nødt til at skubbe alle de svære og tunge følelser væk og i stedet finde den vedholdende, standhaftige og fightende side i mig frem for ikke at blive vildledt eller glemt. Det var en næsten umulig situation at stå i, for mens mit hjerte var fyldt til randen af sorg og bekymringer for mit barn, skulle jeg oven i sætte mig ind i, hvilken hjælp fra det offentlige jeg var berettiget til. Jeg måtte gå til lange, opslidende møder på kommunen, når jeg helst ville bruge min energi på mit barn. Og jeg skulle bruge tid på at nærlæse socialloven for at sikre, at kommunen ikke ‘glemte’ at informere mig om, hvad jeg havde ret til. Alt dette stillede umenneskelige krav til mig, der i forvejen følelsesmæssigt var hårdt belastet og psykisk helt dernede, hvor jeg ikke anede mine levende råd.

     Jeg har haft meget blandede oplevelser med at være blevet en sag på kommunen. Et eller andet sted har jeg generelt nok været mere heldig med mine socialrådgivere end så mange andre, jeg kender eller har hørt om. Men når tingene er gledet nemmere gennem systemet for mig end for andre, er det formentlig en kombination af flere ting. Selvfølgelig har det en ikke uvæsentlig betydning, at mine socialrådgivere har været til at tale med, men det at jeg altid er mødt op på kommunen med et så bredt forhåndskendskab til lovgivningen, at socialrådgiverne, hvis de ville, ikke har haft mulighed for at ‘glemme’ at informere mig om, hvad jeg kunne få til Mads eller mig, tillægger jeg også en stor betydning. Jeg har skrevet tonsvis af lange breve og ansøgninger med et hav af referencer til lovgivningen og bilag i form af afgørelser på lignende sager. Jeg har haft møder med borgmestre, når jeg ikke følte, at socialrådgiverne arbejdede hurtigt nok, så jeg har uden tvivl sendt et klart signal om, at jeg i hvert fald ikke gav op, førend de bevilligede det ønskede til Mads og mig. Det har naturligvis krævet utrolig mange timer foran computeren, og jeg har brugt så ufatteligt mange ressourcer på at ansøge og anke afgørelser, at det har syntes tåbeligt, at det var der, jeg brugte min energi. Og selvom jeg for det meste har fået det, jeg var berettiget til, har jeg altid følt, at det var overflødig brug af kræfter, jeg i stedet for kunne havde brugt på Mads. Men systemet er nu engang sådan indrettet, at man ikke bare får noget forærende. Man kan ikke regne med, at der er nogen, som kommer og fortæller en, hvad man har krav på. Man er nødt til at arbejde for det selv. Grotesk, synes jeg, for det er ikke alle forældre, der har samme energi og gåpåmod som jeg til at kæmpe med kommunen, og de forældre vil desværre altid blive snydt for noget. Deres barn vil blive snydt. Og det synes jeg er synd og uretfærdigt.

     Ét har jeg lært af mine mange møder på kommunen, og det er at indtage en passende rolle. Underdanighed over for en socialrådgiver er en god ting. At møde op på kommunen med en kombination af viden om, hvad du er berettiget til, og en ydmyg fremtoning er ikke en dårlig ide. Møder du op trodsig og i forsvarsposition, får du kun problemer, for socialrådgiveren vil med det samme føle sig angrebet og mindre værd end sin klient, så forholdet får en uheldig og meget besværlig start. Hvorfor det forholder sig sådan, er ikke til at vide, men jeg gætter på, at det nok er med socialrådgivere som med andre offentlige ansatte, at de i det store system ikke regnes for meget, hvorfor de over for en borger har behov for at slå fast, hvem der sidder på magten.

     Nu har jeg naturligvis generaliseret voldsomt, for jeg har, som jeg nævnte tidligere, i det store og hele været heldig med mine socialrådgivere. De har været både menneskelige og omgængelige. Men hvem ved, måske har det kun forholdt sig sådan, fordi jeg har kunnet læse mine socialrådgivere rimeligt godt og derfor automatisk har indtaget en passende rolle over for dem.

     Dybest set irriterer det mig, at jeg er nødt til at bruge så meget unødig tid på kommunen, når jeg skal ansøge om hjælp til Mads i form af hjælpemidler, skole- og fritidstilbud eller for eksempel kurser og lønkompensation til mig. Det ville være meget nemmere og langt mindre tidskrævende, hvis jeg blot kunne møde op på kommunen med alle mine ønsker, tanker og spekulationer på en gang. Hvis jeg bare kunne tale lige ud af posen uden frygt for at sige noget forkert. Som det er nu, skal jeg ansøge særskilt om hver eneste ting eller ydelse, da det er forskellige kasser, der betaler, og samtidig skal jeg sørge for, at jeg hele tiden holder mig til de rigtige paragraffer og argumenter, så kommunen ikke afviser min ansøgning. Det betyder, at jeg gang på gang må være på vagt til møderne, for ikke at komme til at bruge et forkert argument i min ansøgning eller udredning af Mads’ behov. Jeg har mere end en gang oplevet, at en supplerende kommentar, blev fremhævet som hovedargumentet, selvom jeg efterfølgende flere gange gjorde opmærksom på, at det ikke var mit ansøgningsgrundlag – alligevel fulgte det mig hele vejen i anken. Det er derfor altid med den sædvanlige ‘røde lampe’ tændt, at jeg tager til møde på kommunen eller ringer til min sagsbehandler, og selvom systemet og tidligere afslag på ansøgninger har lært mig at bruge de ‘rigtige’ argumenter og paragraffer på de rigtige tidspunkter, er det altid meget opslidende sådan hele tiden at skulle være på forkant med situationen. Men jeg har trods megen modgang lært, hvad man skal sige og hvornår man skal sige det, selvom det selvfølgelig er gået galt et par gange.

     Det, jeg nok altid vil have svært ved at tackle, er det utroligt nedværdigende i nærmest at skulle krænge mig selv fuldkommen ud for at overbevise et firkantet system om, at jeg har brug for dets hjælp. Sidder du fattet og velformuleret med et ydre, som dækker over en voldsom indre smerte, er det svært at overbevise kommunen om, at du rent faktisk har det så skidt, at du har brug for hjælp. De tror dig først, når du vitterligt viser den smerte, som opsluger dig. At de ikke har forståelse for, at det bestemt ikke er i det forum, jeg vil give slip på tårerne, fatter jeg slet ikke. Enhver må da vide, at man som forældre til et handicappet barn, eller et barn med andre vanskeligheder, er dybt ulykkelig og fuldstændig fortabt. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det er nødvendigt at skulle udstille sig selv foran et fremmed menneske, som jeg ved skriver enhver reaktion og tårer ind i min journal. Virker du, som om du har styr på det, ja, så får du ingenting, men bryder du derimod sammen for fuld musik, er de ikke i tvivl om, at den er helt gal. Det er ikke særligt rart at skulle åbne op for det, der gør allermest ondt. Jeg føler, at det er mangel på respekt for mig som menneske at skulle gøre det. Jeg bruger i forvejen utrolig mange kræfter på at få hverdagen til at hænge sammen og kæmper dagligt for ikke at lade sorgen overvælde mig i en sådan grad, at jeg ikke kan komme ud af den ulykkelige tilstand, som det desværre er nødvendigt at åbne op for og træde ind i før et besøg på kommunen.

     Mit første møde med en socialrådgiver var egentlig positivt. Faktisk har de fleste af mine førstegangsmøder med socialrådgivere i nye kommuner været mere eller mindre vellykkede. Men jeg fik også en god start, og det er nu engang nemmere at fastholde en gammel bevilling end at få en ny.

     Da jeg i sin tid var indlagt på Rigshospitalet med Mads, fik jeg en dag besøg af den dertil knyttede socialrådgiver. Hun formåede, trods min manglende psykiske tilstedeværelse, at sætte mig nogenlunde ind i systemets opbygning og funktion. Hun fortalte på en forståelig måde, hvad jeg i store træk var berettiget til, og hvilken paragraf det ansøgte hørte ind under, og hun ordnede meget af det tunge papirarbejde for mig, og ansøgte samtidig også min daværende kommune om alle de ting, min eksmand Martin og jeg havde krav på. Hun fik uden problemer det hele igennem. Om det var, fordi jeg havde været heldig at få en utrolig sød og forstående socialrådgiver, ved jeg ikke, men jeg undgik i hvert fald at skulle bruge mange unødige kræfter på et tidspunkt, hvor jeg ikke ville have været i stand til det. Hun skabte den første og vigtige kontakt for mig til min socialrådgiver på kommunen, og jeg tror, at fordi hun hele tiden befandt sig i baggrunden, havde jeg ingen problemer med kommunen. De vidste, at jeg havde ‘en af deres egne’ på min side, hvis man kan sige det sådan. Hvordan tingene ville have set ud, hvis ikke jeg havde haft hende, ved jeg ikke, men jeg tror ikke, at det var gået helt så smertefrit, som det egentlig gjorde. Derfor kan jeg naturligvis kun råde andre forældre til at søge hjælp hos eksterne socialrådgivere på hospitaler eller i foreninger, inden de henvender sig på kommunen. Min erfaring er nemlig, at det er vigtigt og altafgørende at kende sine rettigheder og systemet, inden man for alvor bliver en del af det.

 Jeg har altid følt, at livet som mor til et handicappet barn er dobbelt uretfærdigt. Med det mener jeg, at ikke nok med at Mads er handicappet og derfor kræver så meget mere end, hvis han havde været rask, der følger samtidig også så mange andre vanskelige ting med, som man bare må lære at klare og nogle gange blot bide i sig. Hvis jeg ‘kun’ havde Mads’ handicap at forholde mig til og koncentrere mig om, ville det måske være meget lettere at håndtere og føles mindre opslidende end nu, hvor jeg ud over konstant at skulle bruge tid og kræfter på at ansøge kommunen om forskellige ting, også skal forholde mig til omverdens reaktion på alt det, de ser, jeg ‘får’.

    Jeg har efterhånden fået så mange kommentarer og henvendelser vedrørende min bil, at jeg ikke længere har tal på, hvor mange gange jeg er blevet stoppet af vildt fremmede mennesker, som var nysgerrige efter at vide, hvordan jeg kan køre rundt i en privat bus med sæder i, når den er på gule plader. Umiddelbart forstår jeg da godt deres interesse og iver efter at vide, om der er kommet nogle smuthuller i afgiftssystemet, de endnu ikke kender til. Men når jeg så, trods deres noget ublu henvendelse, forklarer dem, at bilen er uden afgift på grund af mit handicappede barn, undrer deres reaktion mig hver gang. Folk hæfter sig nemlig ikke ved, at jeg har et handicappet barn, men derimod ved, at der så ikke er nogle muligheder for dem for at omgå afgiften, og deres åbenlyse skuffelse over, at jeg ikke lige kunne fortælle dem om en smutvej i systemet, rammer mig lige hårdt hver gang. Specielt engang, hvor en mand uempatisk udbrød:

     »Hvor er du heldig.«

     Jeg blev rigtig vred og ked af det.

     Heldig! Det er ikke lige det ord, jeg vil bruge om at have fået et handicappet barn.

     Selvfølgelig ved jeg godt, at de blot er misundelige over, at jeg kan købe en så dyr bil til næsten ingen penge, men alligevel forstår jeg ikke, hvorfor ingen af dem reagerer på, at jeg siger, at jeg har et handicappet barn. Mest af alt har jeg lyst til at spørge, om de vil bytte, men et eller andet holder jeg mig hver gang tilbage. Formentlig er det min egen forbandede gode opdragelse. Nogle gange sidder jeg tilbage med følelsen af, at et vredesudbrud ville have været på sin plads og irriterer mig efterfølgende over, at jeg endnu en gang lod deres bemærkning passere ubemærket hen. Arme den stakkel, som spørger mig en dag, hvor jeg er forberedt og kampklar.

     Jeg har lært en vigtig ting. Folk er utroligt egoistiske og jaloux, og det på trods af, at de, hvis de gad, formentlig godt kunne se, hvorfor jeg får forskellige ting bevilliget til enten Mads eller mig. En ting skal man jo lige holde for øje, og det er, at alle forældre til syge børn med garanti og uden betænkningstid ville bytte alle ‘goderne’ for et sundt, rask og ‘normalt’ barn. Den dyre, flotte invalidebil, som jeg fik mulighed for at købe uden afgift, fordi Mads er kørestolsbruger, huslejetilskuddet, som Martin og jeg fik dengang, vi var nødsaget til at købe hus på grund af Mads’ behov for en mere egnet og handicapvenlig bolig, lønkompensationen, som jeg fik bevilliget for at få mere tid og overskud til Mads, og alle de andre udgifter, jeg får dækket, ville jeg med glæde skifte ud til fordel for et HT-buskort, en lille lejlighed og fuld arbejdstid, hvis bare det kunne gøre Mads rask. Det glemmer mange mennesker. Socialrådgivere såvel som familie og venner. De ser kun alle de ting, jeg får, som de ikke selv har mulighed for, og glemmer, grønne af misundelse, at jeg rent faktisk har et barn, som aldrig nogensinde bliver rask. Et barn, som resten af livet er afhængigt af mig. De glemmer, at jeg som mor til et handicappet barn altid vil have dybe, uhelbredelige sår siddende på sjælen. Sår, jeg altid vil skulle leve med. Det ville de nok ikke bytte med, hvis de fik muligheden, selvom de så kunne ‘få’ alt det, de misundeligt sidder og mugger i krogene over, at jeg ‘får’.

     Jeg vil derfor råde forældre til handicappede børn til at tie stille med, hvad de egentlig får betalt af kommunen, medmindre de vil bruge deres kræfter på at sidde og argumentere for, hvorfor deres bevillinger er rimelige i forhold til så mange andre mennesker, som også har brug for hjælp. Jeg har på egen krop oplevet, hvordan det er at blive mødt med jalousien, når den er værst. Men uanset det er jeg nu engang selv sådan indrettet, at jeg, trods mit eget råd om at gå stille med dørene hverken kan eller vil tie stille med ting, som skaber glæde i mit liv, og som tydeligt letter hverdagen for Mads og mig. Så jeg har måske selv skabt nogle situationer, som kunne have været undgået. Jeg synes bare ikke, at det er rimeligt, at jeg skal sidde og brænde inde med noget, som efter lang tids kamp med kommunen endelig er lykkedes for mig. Det vil jeg gerne have mulighed for at dele med mine nærmeste venner og min familie uden at føle, at de ikke under Mads og mig det.

     Hvorfor skal jeg forsvare rimeligheden i, at jeg får bevilliget forskellige ting til Mads og mig på grund af hans handicap?

     Man kan se det som et plaster på såret eller som det heldige i, at vi er født i et land, hvor der for de fleste er hjælp at hente, når det er nødvendigt.

Da jeg på grund af Mads’ handicap blev en del af det sociale system, havde jeg ingen anelse om, hvor magtesløs og underlagt jeg ville blive. Jeg blev pludselig afhængig af andres vurdering af en given situation eller et påstået behov. Hver gang jeg havde brug for noget til Mads, var afgørelsen afhængig af en fremmedes vurdering eller en kommunes fortolkning af loven. Det har virkelig drevet mig til vanvid nogle gange. Jeg har kunnet råbe og skrige, komme med alle mine gode argumenter eller observationer af Mads, og i sidste ende var det alligevel ‘eksperten’, der fik det sidste ord. Specielt psykologerne har en højrøvet mening om, at de altid ved bedst. De er jo uddannede. De sidder dér med deres rolige attitude og taler bedrevidende ned til mig, som om de kender Mads bedre end jeg. En fyldestgørende vurdering af et barn som Mads kan ikke foretages på baggrund af få observationer i hjemmet og i børnehaven eller på baggrund af nogle ubrugelige tests. Mads viser i en alder af knap syv år stadig flere ting herhjemme sammen med mig, end han gør i sin nye børnehave. Hvorfor tror en psykolog så, at Mads vil vise ham eller hende alle de ting, han kan, blot fordi han eller hun er psykolog? En psykolog forventer åbenbart, at han eller hun i kraft af at være psykolog er speciel og ikke på linje med enhver anden fremmede person, Mads møder. Ofte er hans tilbageholdenhed og manglende interesse over for en eller anden ligegyldig ting, psykologen har placeret foran ham, blevet tolket som, at han ikke forstår noget og ikke er undersøgende over for omverden. Sådanne konklusioner har jeg hørt tonsvis af, og de hidser mig hver gang lige meget op.

     Hvorfor lytter psykologerne aldrig på os forældre?

     Det er da trods alt os, der kender vores barn bedst. Men det handler vel igen om magt og ego. En psykolog føler sig åbenbart højt hævet over alle andre. Sådan er det bare. Så kan man acceptere det eller lade være. Jeg har valgt at lade være. Der er ingen, som skal fortælle mig, hvordan min søn er, eller hvad han kan. Det ved jeg bedre end nogen anden. Men selvom jeg på et tidspunkt besluttede, at de da kunne sige og vurdere, hvad de ville, er det ikke helt så nemt at fastholde i praksis, for det irriterer mig gevaldigt, at en psykolog suverænt kan bestemme, hvad der skal stå i en vurdering. Og samtidig provokerer det mig voldsomt, at psykologens udtalelse, hvis jeg ikke har været enig i hans eller hendes vurdering, gerne efterfølges af en kommentar om, at moderen ikke er enig. Når det står fire-fem gange i en vurdering, fremstilles man automatisk som en forholdsvis urealistisk mor, der ikke har en pind indsigt i sit barn vanskeligheder, og netop det synes jeg, er helt og aldeles respektløst. Jeg har endnu aldrig mødt nogen forældre, som bildte sig selv ind, at deres barn ikke fejlede noget. Størstedelen er udmærket klar over, hvordan det står til. Så at en psykolog direkte, eller blot med en antydning, påstår, at jeg som mor ikke vil se kendsgerningerne i øjnene, gør mig så afsindig vred, at jeg virkelig må lægge bånd på mig selv for ikke at eksplodere. For det er nemlig også en utrolig dum ting at gøre. At træde en psykolog over tæerne. En psykologs vurdering har desværre utrolig stor betydning for mange vigtige ting, såsom hvilken skole ens barn skal indstilles til. Men når psykologerne generelt har en tendens til at vurdere ens barn dårligere, end det er, kan det få katastrofale følger som for eksempel fejlplacering, og så er man simpelthen nødt til at kæmpe. Men ofte er det en nytteløs kamp, for i sidste ende er psykologerne af den opfattelse, at de ved bedst.

     Da jeg efter sommeren 2002 valgte at skoleindstille Mads, skulle jeg selvfølgelig igennem hele møllen af vurderinger og ‘ekspertudtalelser’, uanset om jeg brød mig om det eller ej. Børnehaven, som Mads siden august 2000 har gået i, har for mig, lige fra første møde, fremstået som en kompetent institution med et utroligt engageret og dygtigt personale – til forskel fra dem i den første børnehave Mads gik i – og derfor var jeg heller ikke bekymret for deres udtalelser, idet jeg vidste, at de lyttede til mig og min vurdering af Mads. Men hvad jeg var mere bekymret for, var mødet med kommunens psykolog, for jeg havde hørt forfærdelige eksempler fra andre forældre på, hvor galt det kunne gå, hvis psykologen var usamarbejdsvillig og bedrevidende.

     Mads fik tildelt en mandlig psykolog fra PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), som skulle stå for skoleindstillingen af ham, og fordi jeg havde hørt, at PPR, hvis de vitterlig ville bestemme og fastslå, hvem der sad på magten, kunne besværliggøre tingene unødigt, besluttede jeg, at alle møder med psykologen skulle afholdes i børnehaven sammen med lederen og Mads’ kontaktpædagog i stedet for i hjemmet. Det faldt naturligvis ikke i god jord hos psykologen. Han stemplede med det samme mig som en usamarbejdsvillig og trodsig mor og gav på intet tidspunkt i forløbet slip på den konklusion. Men egentlig var jeg ikke meget bedre selv, for min første intuition fortalte mig, at han var en højrøvet, selvcentreret person. Forskellen var blot, at jeg fik ret. Flere gange hørte jeg fra børnehaven, at han fiskede efter, om jeg ikke var en af de der utroligt besværlige mødre, der ikke var til at have med at gøre. Heldigvis gav personalet ham aldrig ret, selvom det et eller andet sted ikke fik nogen betydning for hans endelige konklusion.

     Efter møder med børnehaven og psykologen fra PPR blev det besluttet, at indstille Mads til specialskole fra august 2003. Vi aftalte, at psykologen skulle fremsende sin indstilling og vurdering af Mads til børnehaven og mig, inden den blev sendt op til amtet. Vi gik og ventede i flere måneder på hans brev, og en dag, da fristen nærmest var overskreddet, ringede han til mig og sagde, at han ville komme forbi med indstillingen, så jeg kunne underskrive den. Det var en fredag klokken fire om eftermiddagen, hvor jeg ingen mulighed havde for at få børnehaven til at se på den, inden jeg skrev under. Derfor meddelte jeg psykologen, at jeg ville beholde indstillingen i weekenden og så lige tale med børnehaven om den mandag morgen. Han blev naturligvis vildt fornærmet og irriteret over, at jeg eventuelt havde indsigelser mod hans vurdering, men jeg var ligeglad. Han kunne bare have lavet den i tide i stedet for at komme farende med den i sidste øjeblik. Det var jo ligesom hans eget problem.

     Som ventet indeholdt hans vurdering nogle upræcise og fuldstændig fejlagtige oplysninger om Mads, der gav et billede af en meget svær fysisk og psykisk handicappet dreng. Beskrivelsen var ret beset uprofessionel, mangelfuld og misvisende, at jeg, hvis jeg havde været i hans sko, ikke ville have talt for højt om, at jeg var uddannet psykolog. Den skoleindstilling ville jeg selvfølgelig ikke underskrive, hvorfor jeg høfligt ringede til ham mandag formiddag, for at fortælle, at jeg havde vedlagt et følgebrev, hvori jeg redegjorde for, hvorfor jeg ikke havde underskrevet skoleindstillingen. Samtalen udviklede sig uundgåeligt til et mindre skænderi, idet han kom med en meget sårende og helt forkerte beskrivelse af Mads, som jeg bare ikke ville have siddende på min søn. Mads havde i det halve år, der var gået, siden vi flyttede ind hos min kæreste Henrik, udviklet sig så flot inden for mange områder, at en psykologs fejlagtige vurdering på papiret ikke skulle bombe ham tilbage i udvikling. Men uanset hvad jeg sagde, gentog han foran hver sætning:

     »Det er min professionelle vurdering, at …«

     I et magtesløst øjeblik knaldede jeg hidsigt røret på og sad da sydende af raseri med alle mine fine argumenter. Jeg var desperat over ikke at kunne få ham til at lytte og vred over, at han uden tvivl holdt fast i sin vurdering af, at jeg som mor var fuldkommen urealistisk i forhold til Mads’ kunnen og muligheder. Det hele var en stor misforståelse, men det fatte han åbenbart ikke. Det ville han aldrig indrømme. Selvom jeg tålmodigt og med alle mine pædagogiske talegaver havde forsøgt at forklare ham, at Mads altså forstod alt, hvad man sagde til ham, holdt han stædigt fast i, at Mads, efter hans ‘professionelle vurdering’, kun forstod signalord. Men det var slet ikke rigtigt, og det havde jeg forsøgt at overbevise ham om med utallige eksempler på, hvad Mads forstod, og hvordan han kommunikerede. Hvis Mads, som psykologen påstod, kun forstod signalord, ville det betyde, at han kun forstod enkelte ord i en sætning. Men jeg kunne da nævne adskillige sætninger uden direkte signalord i og sætninger som indeholdte flere ting, Mads skulle tage stilling til, og det havde han ingen problemer med at forstå. Det, som børnehaven og jeg havde sagt på et af vores møder, var, at Mads selv kun brugte signalord til at kommunikere med. Var han sulten, lavede han tegnet for at spise. Var han træt, lavede han tegnet for at sove. Og skulle han på toilettet, viste han det med tegn.

     Men psykologen ville ikke høre på mig, han vidste bedst. Det var der i hvert fald ingen tvivl om, at han mente. Jeg prøvede til sidst at forklare ham, at Mads med hans beskrivelse ville blive opfattet som multihandicappet eller mere begrænset end han i virkeligheden var. Det var åbenbart også hans vurdering af Mads: At Mads var multihandicappet og meget dårligere, end jeg ville indse. Det var her, jeg knaldede røret på. Det var hæsligt at føle, hvordan jeg blev opslugt af afmagt, og det var frustrerende, at jeg ingen steder havde at gøre af alle mine følelser. Psykologen var nok så ligeglad. Han havde stemplet mig og Mads. Sådan var det.

     Dagen efter modtag jeg et brev fra ham, som bestemt ikke gjorde min vrede og modstand mod ham mindre. Tværtimod.

Jeg har efter at have læst din følgeskrivelse set mig nødsaget til at skrive vedlagte følgeskrivelse, da Mads uden min vurdering ikke kan tilbydes vidtgående specialundervisning. Havde du skrevet under i ‘ikke enig’ i foranstaltningsrubrikken, havde jeg ikke behøvet det, men da du underkender min vurdering uden at kommentere 90 procent af den, er vedtagne skridt nødvendigt for sagsbehandlingen i amtet.

Du er hermed informeret om følgebrevet i henhold til gældende lovgivning.

På det tidspunkt vidste jeg allerede godt, at hans følgebrev ville hidse mig yderligere op, men alligevel overraskede det mig, at jeg havde ramt hans ego så meget, som jeg øjensynligt havde ved at underkende hans ‘professionelle vurdering’.

…. Efter at have haft samtaler med børnehaven samt observeret Mads et antal gange i børnehaven er det min professionelle vurdering, at Mads har store sproglige vanskeligheder samt en del kontaktmæssige vanskeligheder, som ikke kan forklares ud fra hans begavelsesniveau.

Og slutteligt:

….Det vurderes ud fra samtale med Annike, observationer af Mads samt samtaler med personalet i børnehaven, at Annike ikke har en realistisk opfattelse af Mads’ vanskeligheder, hvilket vil kunne gøre en skoleplacering svær.

Nu var jeg stemplet. Hvad fanden bildte han sig egentlig ind? Hvis der er noget, jeg ikke har, så er det en urealistisk opfattelse af min søns vanskeligheder. Forskellen på mig og andre er måske den, at jeg ikke vil tillade nogen at frarøve mig håbet om, at Mads en dag vil udvikle sig med hastigere skridt, end han gør nu. Men som mor bliver du åbenbart stemplet for at være uenig med en ‘ekspert’. Du bliver stemplet for at tro og håbe.

     Jeg måtte fuldstændigt lægge bånd på min vrede for ikke at gribe telefonen og give psykologen den verbale lussing, jeg syntes, han fortjente. I stedet ringede jeg til lederen af børnehaven, som lidt efter lidt fik mig overtalt til ikke at ringe ham op. Det ville ikke gøre situationen nemmere. Jeg kunne blot risikere, at han ville ødelægge, hvad han, med sin magt som psykolog, kunne. Hun forsikrede mig om, at folk som læste mit og hans følgebrev godt kunne se mellem linjerne, at der her var tale om et kommunikationsproblem psykolog og forældre imellem. Derfor lod jeg det ligge, selvom jeg bestemt ikke havde nemt ved at lade ham få det sidste ord.

     Mads´ skoleindstilling blev sendt videre til vores amt, som skulle godkende psykologens skolevalg. Min kæreste Henrik og jeg havde knap et år tidligere sat vores hus til salg for at flytte efter, hvor den bedste skole for Mads lå. Den skole, som uden tvivl kunne tilbyde det bedste kommunikative miljø og stimulering for Mads, var en skole i et andet amt, end det vi fortsat boede i, og derfor endte hele skoleindstillingssagen på skrivebordet hos amtspsykologen i vores amt. Amtet ville ikke betale til en skole i et andet amt, fik jeg at vide, selvom alle argumenterne tydeligt talte for, at Mads psykisk ikke ville kunne klare et unødigt skoleskift i forbindelse med vores forhåbentligt snarlige flytning. Mit ønske havde lige fra start af været, at Mads kunne få lov til at begynde på den skole, han fremover skulle gå på. Jeg vidste, at han ikke ville kunne klare først at starte på en skole i vores nuværende amt, for så, måske kun et halvt eller et helt år efter, at skulle skifte til den skole, jeg så som den bedste for ham.

     En ny kamp med systemet var begyndt, og det stod hurtigt klart for mig, at Mads og jeg var fanget mellem et amt, der ikke ville slippe Mads´ skolepenge til et andet amt, og et hus vi ikke kunne få solgt. Amtet troede åbenbart ikke på, at jeg vitterlig ønskede at fraflytte vores hus på grund af Mads, for de ville, som de selv sagde, ikke betale til Mads’ skole på ubestemt tid. I den forbindelse gav de et eksempel på en familie, som højt og helligt havde lovet at fraflytte amtet, men som, da bevillingen til en skole i et andet amt var givet, aldrig flyttede. Amtet havde derfor måtte betale for en skoleplads i et andet amt i en hel skoletid. Jeg forsøgte mig med, at det da ikke var rimeligt, at andre menneskers uærlighed skulle ramme os. De kunne da ikke bare på forhånd dømme alle over en kam, blot fordi de havde haft et uheldigt tilfælde. Men de var hverken til at hugge eller stikke i, og derfor brugte jeg hele foråret og sommeren 2003 på at diskutere med amtet og skrive klager til viceamtsborgmesteren.

     Efter knap et års tovtrækkeri med psykolog, amt og forskellige udvalg endte det med et begrænset betalingstilsagn på fire måneder til den ønskede skole. Problemet var ikke løst. Jeg havde godt nok vundet fire måneder mere til at forsøge at sælge vores hus i, men det var blot at skubbe problemerne længere ud i fremtiden. Det vidste jeg godt, men jeg havde bare sådan brug for, at Mads kunne få en god skolestart på en skole, som jeg følte, var rigtig for ham, så jeg valgte at acceptere den foreløbige begrænsede skolebevilling. Så måtte tiden vise, om jeg kunne for bevillingen forlænget, eller om jeg blev nødt til at flytte med Mads. Inderst inde håbede jeg nok på, at amtet til den tid ville give os lidt mere tid, så derfor lod jeg Mads begynde i skole i august 2003, selvom jeg vidste, at han officielt kun havde betaling fra amtet til udgangen af november 2003.

 

.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *